BispebjergHospital_1913-38

212

end Mændene. Heller ikke Mortaliteten blandt Adipositaspatien- terne kan man paa det foreliggende Materiale udtale noget om, da netop de særlig daarlige, ofte moribunde Adipositaspatienter, ikke har kunnet vejes og maales og derfor ikke er medregnet i Mate­ rialet. De Spørgsmaal, som jeg i særlig Grad har haft Opmærksomheden henvendt paa, er dem, som event, kunde afsløre endocrine Forstyr­ relser. Hos en stor Del a f Patienterne har jeg derfor noteret Oplys­ ninger om Hudens Forhold, Haarbeklædning, Fedtfoi delingen, Hjerteaktion, Blodtryk, Blodsukker, Basalstofskifte, Giand. thyre- oideas Størrelse, Menstruationens Forhold, Antal Fødsler, Udskil­ lelse af gonadotropt Hormon i Urinen samt tidligere Behandling med organotherapeutiske Præparater og Virkningen deraf. Desuden har jeg søgt at faa Klarhed over deres Psyke, deres Appetit, event. Forkærlighed for bestemte Spiser, deres Kost, hvornaar Vægtfor­ øgelsen har fundet Sted, og hvad Aarsagen har været deitil. Fndelig har jeg noteret mig de komplicerende Lidelser, især saadanne som kunde tænkes at staa i Aarsagsforhold til Fedmen, og til sidst anført Effekten af den Behandling, de paagældende Patienter var under­ kastet under Indlæggelsen, i langt de fleste Tilfælde udelukkende diætetisk Behandling. Skønt bl. a. Eggert Møller (Acta med. scand. 74 - 341 - 1931 ) har paavist, at man i praktisk talt alle Tilfælde kan gennemføre en Affed­ ning ad ren diætetisk Vej, uden Anvendelse af Medikamenter, bruges saadanne endnu i meget udstrakt Grad. Det stofskifteforøgende Præparat, Alphadinitrophenol, som ikke skulde have Thyreoidinets skadelige Indflydelse paa Hjertet, opnaaede kun en kort Levetid, da der dels var delte Meninger om Effekten, og navnlig fordi der efterhaanden fremkom talrige Meddelelser om farlige Komplikationer ved Behandlingen, Agranulocytose, Cataract o. a. Man har i den senere Tid forsøgt Behandling med andre Hormonpræparater. Da det navnlig drejer sig om Kvinder, og da det har været en udbredt Anskuelse, at Adipositas ofte øges ved Klimakteriet, skulde det være en nærliggende Slutning, at Aarsagen var en forandret Funktion af Ovarierne, og at det derfor vilde være rationelt at søge at behaandle Adipositas med Ovariehormoner. Som tidligere nævnt kan imidlertid den klimakterielle Fedme forklares paa anden Maade, selv om den forandrede Ovariefunktion maaske spiller nogen Rolle. I det følgende vil jeg gøre Rede for, hvilke Oplysninger mit Materi­ ale giver med Hensyn til Grundlaget for rationel Hormonbehandling af Adipositas. Blandt de 3005 Patienter fandtes kun hos 16 kliniske Tegn paa Hypothyreoidisme, d. v. s. i ca. 5 %. I en Periode blev alle Patienter udspurgt, om hvorvidt de havde anvendt »Afmagringspiller«, spec. Thyreoidin, hvorledes dette havde