BegravelsesskirkkeOgKirkegaardsforholdÆldreTid

50

INDENBYS KIRKEGAARDE

tet, og hans Reformplaner skulde helst lægges til Side. Men den Sag, han her havde rejst, kom man dog ikke uden om. I 1780 rørte Kan­ celliet forsigtigt ved den med en Forespørgsel til Bisper og Stiftamt- mænd, om der kunde være noget til Hinder for, at Ligs Bisættelse i Kirkerne eller Begravelse under Kirkegulvet blev forbudt. Der kom foreløbig ikke noget ud af dette Tilløb, og tyve Aar efter kunde Kan­ celliet paany udsende ganske det samme Spørgsmaal til Bisperne. Men Tiden modnedes langsomt. Fra Udlandet virkede Eksemplet, saaledes da Kejser Josef II i 1784 forbød alle Begravelser i Wien og resolut flyttede alle Kirkegaarde uden for Byens Volde. Herhjemme viste Regeringen sit Sindelag ved kraftige Forhøjelser af Betalingen for indenbys Gravsteder og ved at lade sin Kollegialtidende, der be­ gyndte at udkomme i 1798, stadig anbefale Benyttelsen af de Kirke­ gaarde, der allerede fandtes uden for Voldene. Det hedder saaledes i en Artikel i Tidendens første Aargang: »Ingen vil kunne med Glæde besøge sine afdøde Venners Grave, naar disse bestaa i en mørk og stinkende Kælder, fra hvis Aabning man farer tilbage som fra en rædsom Afgrund. Ingen kan med Sjælens Ro og alvorlige Følelser ty hen til det Gravsted, der gemmer en elsket Vens Ben, naar han ogsaa der maa omringes af støjende Menneskers Vrimmel og forstyrres af Byens Larm. Saadanne Følelser kræve rolig Frihed og stille Ensom­ hed; men den bor ej inden for Købstadens Porte, og endnu mindre inden for Hovedstadens Volde«.1) Den svulstige Stil er Tidens egen, men Indholdet af Artiklen er rig­ tigt nok; den Tids indenbys Kirkegaarde var langt fra at være fred­ lyste Steder. Offentlige Stier eller Veje førte hen over dem, saaledes en Passage tværs over Nikolaj Kirkegaard, omtrent hvor senere Niko- lajgade blev anlagt, og en lignende paa langs gennem Trinitatis Kirke­ gaard fra Købmagergade til Springgade, Holmens og Helliggejstes Kirkegaarde benyttedes af de omboende til der at tørre Vasketøj og sole Sengklæder, og Kirkeværgerne stod magtesløse i ethvert Forsøg paa at hindre denne Uskik.2) Regeringen og Kollegialtidende gjorde endvidere hvad de kunde for at opmuntre den nye Skik, der omkring ved Aarhundredskiftet begyndte at blive Mode: at indrette private Begravelser helt uden for Kirkegaardene. I 1798 fik Major Derschau i Køge Tilladelse til at ind­ rette sig et Gravsted paa en lille 0 ved Gammel-Køge. Aar 1800 blev der givet Tilladelse til at indrette private Begravelser paa to Landste­ der, som bar Navnene Rolighed og Nøjsomhed, —dog ikke de to be­ kendte københavnske Ejendomme af disse Navne, men begge belig­ gende i Norge. Men ogsaa i og ved København trængte Skikken frem. I 1802 fik Justitsraad Lange Tilladelse til paa sin Gaard Nørre-Alleen-