BegravelsesskirkkeOgKirkegaardsforholdÆldreTid

6

BEGRAVELSESSKIKKE OG REGERINGSFORANSTALTNINGER

de to svære Støttepiller. Efter dette Benhus blev en Afdeling af Kirke- gaarden siden kaldet Benhuskirkegaarden. Kirkegaardene brugtes i Middelalderen som en Slags offentlige Pladser. Paa Nikolaj Kirkegaard holdt de oprørske Borgere Raad- slagning i 1294 efter et mislykket Angreb paa Slottet, og en Forsam­ ling paa St. Klemens Kirkegaard nævnes 1479. Kong Hans holdt Ret- terting paa Kirkegaardene, saaledes 1489 paa Vor Frue Kirkegaard og 1491 paa Helliggejstes. Det er som en sidste Levning af denne gamle Skik, naar i 1689 Kirkegaardene anvises til Alarmpladser for Brand­ væsenet, der her skulde samles i Tilfælde af Ildebrand.1) Re fo rm a t ion en , som paa alle Punkter betød en Svækkelse af det religiøse Liv, betog ogsaa Begravelserne en stor Del af deres kirkelige Præg. Det gjaldt nu om at fjerne sig saa langt som muligt fra de ka- tholske Skikke og dristigt at sætte sig ud over alt, hvad der i Pave­ dømmets Tid var holdt i Hævd. Et Udslag heraf blev de flotte Begra­ velser og de forsømte Kirkegaarde. Sjæleringningen blev forbudt, og Ringningen paa selve Begravelsesdagen blev indskrænket. Vigilierne blev til lystige Sammenkomster, hvor Fylderi med Mad og Drikke gik i Svang. Og Kirkegaardene, der i den katholske Tid var bleven kærligt passede og plejede, fik Lov at henligge i Vanrøgt og Forfald, skyede af de levende for deres Uhyggeligheds Skyld. Det blev endog efter Reformationen forbudt at have Kors paa Gravene;2) og saa vil­ lig var man i Kirkebruddets første Aar til at sætte sig ud over alle gamle kirkelige Skikke, at det i en Forordning fra 1539 kan siges, »at naar nogen dør, da slæber de dem til Jorden som med et andet Bæst«.3) En af de gamle Skikke, som først blev brudt, var den hastige Be­ gravelse, Jordfæstelsen paa den første eller anden Dag efter Dødsfal­ det. Selve Reformationens Indfører, Kong Kristian III, blev først be­ gravet 6 Uger efter sin Død, og hans Rigshovmester Esge Billes Lig stod 5 Dage over Jorden, inden det i 1552 blev bisat i Helliggejstes Kirke. Moden udviklede sig med rivende Hast, og det blev regnet for en Ære for den afdøde at staa længe over Jorden. Snart var 14 Dage det sædvanlige for Adelsmænd, medens Kvinder kunde nøjes med en Uge; men Tiden udstraktes stedse mere og mere. En Mand af den gamle Skole som Kansleren Johan Friis, der døde 1570, kæmpede forgæves imod denne Skik. »Intet tjener de døde Legemer bedre«, sagde han paa sit Dødsleje, »end at de med det allerførste kommer i Jorden til deres Hvilested. Jeg befrygter saare, at Gud skal engang straffe Danmark, besynderlig Adelen og de rige, for saadan unyttig, hovmodig Prang, som de driver i de dødes Jordefærd«. Men alle Ad­ varsler var frugtesløse. Snart saa man Eksempler paa, at fornemme