AndreasPeterBernstorff_1899

58 Islæt end Ord, traadte hun stærkere frem for at kunne gribe kraftig ind. Juliane Maries Karakters Hæderlighed er ubestridelig; hun var sikkert meget godmodig, men der var vistnok over hende en Myndighed og Stivhed, der holdt Folk tre Skridt fra Livet. Hendes Selvfølelse og Krav paa Respekt og Etikette var stor, og hun ønskede nu og da en større Pragtudfoldelse ved Hoffet, end Arveprinsen og Guldberg fandt forsvarlig. Penges Værd havde hun øjensynlig intet Begreb om; de var for hende et Middel til at gøre sig populær og til at hjælpe sine Venner; hendes Let­ sindighed paa dette Omraade skabte hende idelig Vanskeligheder. Arveprinsen, som hun holdt uendelig meget af, og som havde været hendes Trøst i de glædeløse Aar før 1772 , tog Stillingen som Præses i Konseillet og som Kongens Repræsentant overalt, hvor dette var muligt.1 Stillingen laa i enhver Henseende over hans Kræfter. Vanskabt af Legeme, svag af Aand, det er den staaende Karakteristik. Bernstorff saa dog forholdsvis mildt paa ham. Han yder hans Retsindighed, gode Hjei’te, ivrige Vilje den stærkeste Anerkendelse. „Han har alle sin Faders gode Egenskaber, men ingen af hans slette,“ siger han etsteds, og han fremhæver hans økonomiske og hæderlige Vandel, der gav sig tiltalende Udtryk i hans Forelskelse i sin Hustru og i deres muntre og gode Samliv.2 Men Kundskaber, Forstand og selv­ stændig Dømmekraft tillægger ingen ham, og intet modsiger det Indtryk af Arveprinsen som Talerør for andre, man faar af hans Breve, for saa 'vidt Selvstændigheden ikke viser sig i Barnlighed og Pjattethed i Indhold og Form. Men manglede han saaledes alle dygtige Egenskaber, saa havde han til Gengæld et Overmaal af Selvtillid. Prinsen følte sig som Kongemagtens Repræsentant; han vilde raade Bod paa Broderens Svaghed ved at sikre sig Folkets Respekt og vinde dets Yndest, kort sagt i alt gøre sig gældende. Derfor havde han efter sine nærmestes kritikløse Raad til Princip at vise sig saa meget som muligt; det hørte til hans Natur, siger Bernstorff3 og peger hermed paa en hos vanføre ikke ualmindelig Egenskab. Ved Revuerne „fejede han som en Top hen over en Stenbro,4“