AndreasPeterBernstorff_1899

56 Over for den lille Louise Augusta, hvis Fader uomtvistelig var Struensee, havde man en saare vanskelig Stilling efter den 17 . Januar. Man besluttede at hævde hendes Legitimitet og gen­ nemførte dette. Bernstorff vidner, at Juliane Marie holdt oprigtig af hende og f. Eks. var meget bedrøvet en Gang, da Barnet var farlig syg. Hun voksede op til en kvik og vel udviklet Pige; „men,“ skrev Bernstorff en Gang om „la petite Struensée“ , som Louise Stolberg kaldte hende, „hun bevarer denne fatale Lighed, som bringer mig til at skælve, naar jeg lægger Mærke til den.“ Trods Ligheden ansaas den lille Prinsesse dog for et fuldt værdigt Parti for den unge Augustenborger, der i Brevene om Forbindelsen ud­ trykkelig glæder sig over sin Bruds ædle Byrd.1 Hoffets Midtpunkt blev Juliane Marie og Arveprinsen, „Her­ skaberne“ , som Guldberg kalder dem, der ved Magten over Kongens Underskrift blev hans Formyndere og Landets Regenter. Straks efter den 17 . Januar tog Juliane Marie Magten til sig og lagde alt til Rette for at kunne beholde den.2 Utvivlsomt holdt hun uafbrudt med fast Haand i Tøjlerne, og andre fik kun Myndighed, naar hun vilde det saaledes. Den franske Gesandt i København skrev i 1780 om hende, at hvis hendes Kundskaber og Indsigt havde svaret til det Mod, hvormed hun havde handlet den 17 . Januar og siden taget Konsekvenserne af sine Handlinger, saa vilde hun have været en si or Regent. Han fandt imidlertid med Rette, at det ikke var saa; hendes Myndighed svækkedes ved Mangel paa Overlegenhed. Hun havde vel betydelige Kund­ skaber og Evne til at behandle politiske Forhold med en vis Klogskab, men Regentvirksomhed i videre Forstand med Ind­ griben i alle Styrelsens Dele var hun ude af Stand til at øve. Dette maa hun trods sin store Selvtillid have forstaaet, og med Klogskab og Takt valgte hun selv at staa i Baggrunden, sikre sig den afgørende Indflydelse, hvor det gjaldt, og enkelte Om- raader. hvor hun havde Lyst til at raade til daglig, men i øvrigt overlade Styrelsen til andre. Men naar hun i sine Breve til Frederik II med den yderste Selvfølelse taler om sig selv som Regeringens egenlige Leder og fremstiller sig som den, der fra sit ophøjede Sæde vaager over, at alt gaar som et „godt og op