AndreasPeterBernstorff_1899

55 naar de to kongelige Børn voksede til. Sikkerlig har Hoffet ofte tænkt herpaa, men uden at gøre sig Følgerne klart; det er først fra 1780 , da Kronprinsens nærmer sig sin Myndighedsalder, at Spørgsmaalet bliver brændende. Tidligere var Opmærksomheden ikke stærkt henvendt paa Kronprinsen; først da begyndte de fremmede Gesandter at spaa, at afgørende Ændringer i Forhol­ dene muligvis vilde indtræde, naar Prinsen blev myndig.1 Juliane Marie, Arveprinsen og Guldberg havde Uheld med sig overfor Kronprinsen; uagtet Juliane Marie, som det ogsaa af Bernstorffs Udtalelser bekræftes, drog al tilbørlig Omsorg for Prinsen, naaede hun ikke at vinde ham for sig.2 Bernstorff og hans Hustru fandt i 1773 , at han havde en tvivlsom Karakter og i det hele var et utiltalende Barn; 1777 derimod vidner Bernstorff, at han har udviklet sig til sin Fordel, har Evner og gode Egen­ skaber, og kun mangler barnlig og naturlig Munterhed og nogen Lethed i sit Væsen. At Eickstedt var bleven Drengens Hovmester, havde Bernstorff ikke været begejstret for; da Johan Biilow blev hans Kammerjunker, fandt han derimod Valget godt og glædede sig over Biilows Elskværdighed og brave Karakter.3 Eickstedts Udnævnelse skyldtes vistnok væsenlig Juliane Maries Ønske om at faa en absolut paalidelig Mand til Opdrager. Alle hans Me­ ninger faldt vel ikke sammen med Hoffets; men han prøvede dog trolig paa at indpode Drengen Uvilje mod Moderen og mod hendes Fædreland England, ikke mindre end Taknemmelighed mod Juliane Marie og Onkelen for den vidunderlige 17 . Januar. Det svarede til Hoffets Tænkemaade, at Kronprinsen ikke fik Lov til ordenlig at lære Tysk, og man søgte at vække hans Begejstring for Indfødsretsloven og dertil svarende Uvilje mod alt ikke Dansk. I den sidste Tid før hans Konfirmation skulde Guldberg lægge sidste Haand paa Værket og lære Drengen sine politiske Teorier. Under Spadsereture omkring Frederiksberg docerede han, hvor lykkelige de sidste Aar havde været i Modsætning til Tiden før 1772 , ja før 1770 og 1766 , hvor udmærket Suveræniteten var bleven hævdet ved Kabinetsordrerne og Konseillets Magt trængt tilbage. Kortsynetheden fik sin Løn; Drengen gik paa Spadsere­ turene og planlagde Guldbergs Fald.