AndreasPeterBernstorff_1899

28 Altid havde han været alvorlig af Gemyt; i Barnelegen havde der blandet sig bydende Forældreord og megen tung Religiøsitet, Han havde skudt dette noget fra sig, da han kom ud i Livet; Religiøsiteten blev mest en barnlig Gudfadertro, han smilede og glædede sig uforsagt over Livet, og kun hvor Livsglæden truede de strænge Love om aandelig og sjælelig Renhed, han tidlig satte sig, kølede hans Alvor det hede Blod. Dybt indgroet hos ham var imidlertid Tanken 0111 det usikre i Livets Yilkaar; han var af Naturen tillidsfuld over for Mennesker og Forhold, men havde lært, hvor ofte Tillid skuffes. Det melankolske og mistrøstige, der lader sig føde af slige Tanker, fik i disse Aar større Magt; Bitterhed føjede sig hertil, og Skarphed i Domme, der før havde været sjælden, blev hyppigere. Det er med hans Karakter som med hans Ansigt; det ikke blot modnes i disse Aar, men Trækkene bliver skarpere, de bestemte Drag 0111 Øjne og Mund finder deres Plads. Struenseetiden rejste Storme af Smerte, af Bitterhed og Foragt i hans Sind. Dette blev altsaa Lønnen for trofast Gerning, saa- ledes blev Yilkaarene for dem, der byggede paa Fyrstegunst 1 „Lever man i et fredeligt Land eller i et Vildnis fuldt med Røvere,“ skrev han rystet faa Dage før Onkelens Afsked; 1 faa Uger efter var han selv ude af Riget. Der gik haarde Vejr i hans Sind; først lidt efter lidt fik det stille Liv paa hans Godser i Nordtysk­ land i Samliv med Hustru og Børn Bølgerne dæmpet. Haardt var der blevet slidt paa Baandet, der bandt ham til Danmark; Følelsen af ikke at høre hjemme der vaagnede. Hos Onkelen vandt den aldrig Raaderum; hos Andreas Peter syntes den helt at skulle tage Magten. Da han i Oktober 1770 for­ lod Danmark, følte han sig saare stærkt knyttet til LandeL sørgede dybt ved Afskeden, og glædede sig over, at det ikke var Folket, men kun Fyrsten og en Flok Banditter, der havde voldt den. Men som Tiden gaar, og Folket roligt bøjer sig for alt, hvad man byder det, fatter han Uvilje mod alt, hvad der er dansk. „Blot slet ingen af mine Yenner var danske, saa behøvede jeg ingen Undtagelser at gøre,“ udbrød han bittert.2