AndreasPeterBernstorff_1899

24 Schack Rathlou svarede forsigtig og diplomatisk, og Bernstorfferne forstod, at han havde en vanskelig Rolle over for Osten og Rantzau; men Troen paa hans Sejr var ret levende, da Døden den 18. Februar afskar alle Muligheder.1 De lysere Forhaabninger havde bragt J. H. E. Bernstorff til nærmere at overveje sin Stilling ved en eventuel Tilbagekaldelse, og det første Punkt i alle hans skiftende Betragtninger var Be­ slutningen om kun at vende tilbage sammen med sin Brodersøn. Hidtil havde denne væsenlig tænkt paa Onkelen alene; dette bragte ham til alvorlig Overvejelse af sine egne Følelser for Danmark og Tanken om paa ny at knytte sig til dette Land. Brevene til Onkelen afspejler hans Tanke- og Stemningsliv. Der er Klangfylde, Brus af mangehaande Toner. Minder om hans nationale Forudsætninger, om hans Slægttradition, Opdragelse og Livserfaring, om Karakter og personlige Ejendommeligheder vækkes derved. I klare Rids former sig Billedet af den Mands Fortid, hvis Manddomsgerning nu begynder.2 Andreas Peter Bernstorff var runden af en Æt, hvis stigende Berømmelse havde fjernet den fra dybere national Følelse. Olde­ faderen paa mødrene Side, Andreas Gottlieb Bernstorff havde bragt Slægtens Ry Vækst ud over den gamle Hjemegn i Nord­ tyskland ved Arbejde i Huset Hannovers Tjeneste. En stor Fyrstetjener havde han været og bidraget sit til at sætte Eng­ lands Krone paa Georg Fs Hoved. At han derved tillige skabte højst uselvstændige Kaar for Fædrelandet Hannover som Slæbe- baad i den store Sejlers Kølvand, havde han lidet agtet paa.3 Efterkommerne gik frem ad to Veje. Dattersønnen Andreas Gott­ lieb blev hjemme og dyrkede sine og Broderens store Godser. I Hannover blev han Kurfyrstens Landraad og Tillidsmand i den daglige Administration; i Mecklenburg tog han sin Del af Adelens Kampe mod Landsherrens fordringsfulde Enevælde. En bundredelig, men ahnestolt Adelsmand var han, en dygtig Godsejer, en pligtopfyldende, praktisk Embedsmand. Det var Andreas Peters Fader.4 Broderen Johan Hartvig Ernst søgte ud­ efter; Hannover var ham for lille, den store Verden lokkede ham; men ogsaa han blev Fyrstetjener, Frederik V’s Mand; i et frem