AndreasPeterBernstorff_1899

7 Uden at maatte afslaa indtrængende Opfordringer til at kalde Bernstorff tilbage havde Hoffet dog ikke kunnet tage sit Parti. Der stod i Tiden indtil Bernstorffs Død den 18 . Februar en lige­ frem Kamp herom. Carl af Hessen virkede ved indtrængende Forestillinger. Heinrich Carl Schimmelmarin arbejdede energisk herfor, Schack Rathlou maaske ogsaa. Christian VH’s Kabinets­ sekretær Andreas Schumacher, Livlægen Hofmedikus Johan Just Berger, August Carstens, Generalprokurør for Hertugdømmerne, og andre, hvis Ord kunde have Vægt, virkede i samme Retning, men forgæves. Kort før Bernstorffs Død mente Schimmelmann og flere, at Kampen havde Udsigt til at lykkes; andre mente det mod­ satte, og det er højst tvivlsomt, om det vilde være sket. Døden fjernede Muligheden; men ikke blot taler hele Hoffets Politik der­ imod, ogsaa en aabenlys Uvilje mod at hædre Bernstorffs Minde, hvorfor hans Venner nu alene kunde arbejde, gør det næsten sikkert. To af den gamle Regerings Mænd ansaa man det dog for nødvendigt straks at tilkalde. Den ene var den gamle Otto Tliott, hvis Energi og Dygtighed aldrig havde været stor. Den anden var den langt kraftigere Joachim Otto Schack Rathlou.1 Begge disse Mænd saa vel som den gamle Admiral Røme- ling, der sammen med dem kaldtes til den ny Regering, men alene fik Betydning for Marinens faglige Anliggender, havde hørt til det Konseil, der havde bestaaet indtil December 1770 , da Struensee ophævede det. Schack Rathlou var imidlertid ligesom tRømeling kommen ind efter Bernstorffs Fald, og hans hele Stilling- var meget forskellig fra dennes. Han havde ikke som Ditlev Reventlow og A. G. Moltke haft Del i Magten under Frederik V ; yngre af Aar havde han kun været i Fremmarche mod de høje Stillinger, da Vejene spærredes af Struensee. Skønt han havde været nøje knyttet til Bernstorff og som Diplomat var Elev af denne, hørte han dog ikke til den egentlige bernstorffske Kreds. Vigtig var i den Henseende hans udprægede Danskhed, dg selv hans stærke adelige Standsfølelse trængtes jævnlig tilbage af Uvilje over, at det var tyske højadelige, der sad ved Magten. Om et