AndreasPeterBernstorff_1899

240 heller ikke; lidt efter lidt faldt Sindene og dermed.ogsaa Kurserne til Ro. Der skulde under dansk Enevælde længere Tid til, før den Mistillid, der blev tilbage, kunde virke. I Forbindelse med disse Rystelser af Handelen stod Sammen­ stød mellem Hoffet og Schimmelmann. Skatmesteren havde ikke anet, hvad der skulde ske; hans Forestillinger, hjalp lige saa lidt som Schack Rathlous, og Forbitrelsen førte ham i første Øjeblik til at nedlægge sin Post som Gesandt i den nedersachsiske Kreds og true med at ville trække sig ud af al Del i Regeringen. Han brugte stærke Ord baade over for Guldberg og Juliane Marie. Kan man tro de diplomatiske Beretninger, havde han rent ud nægtet at skaffe Penge til den store Flaadeudrustning, som han bestemt misbilligede. Det fortælles, at han direkte ophidsede Stemningen i de københavnske Handelskredse; det paastaas endog af flere fremmede Diplomater, at han benyttede sin Indflydelse paa det store Pengemarked og ved at kaste Mængder af danske Statspapirer og Seddelpenge ind paa Hamburgs Børs fik Kursen til at gaa føleligt ned. Hvor meget der er heri, maa staa hen; de omtalte Kurssvingninger kan nu i alt Fald ikke konstateres,1 og det er vel tvivlsomt, om sligt overhovedet lod sig udføre. Frederik II, der altid fulgte Schimmelmanns Bevægelser med et vaagent Øje, fandt i øvrigt, at det var et farligt Spil i et Land, hvor Kongen havde ubegrænset Enevælde og dermed Magt over Person og Liv.2 Inden for den bernstorffske Kreds havde man dog ingen Tro til, at Schimmelmann vilde handle, hvor Ord ikke forslog, og man spottede stærkt, da man erfarede, at Schimmelman trods alt blev i København, og at Gesandtposten i Hamburg, som han demonstrativt havde opgivet, blev overført paa hans Søn. „Jeg beundrer, at der er Folk, der drager Fordel af enhver Begivenhed. Schimmelmann profiterer af denne og faar sit Embede i Hamburg praktiseret over til sin Flab af en Søn,“ skrev D. Reventlow bidsk.3 Bernstorff, der kun søgte at berolige Stemningen, har næppe bebrejdet Schimmelmann dette, har maaske endog tilskyndet ham til ikke at forøge det Kaos yderligere, som han forudsaa vilde