AndreasPeterBernstorff_1899

232 Orde baade over for Ferdinand af Brunsvig og Frederik II. Hun og Arveprinsen vilde, fremhævede hun, i en saa delikat Sag ikke handle paa Kronprinsens Vegne; de var enige om at afvente det Øjeblik, da han „kunde eller vilde“ vælge selv — et Tidspunkt hvormed efter Juliane Maries senere Optræden i Giftermaalssagen øjensynlig mentes Prinsens fyldte trettende Aar. Endelig er­ klærede hun, inaatte en saadan Ægteskabsplan overvejes i Stats- raadet. Ogsaa hendes Ønske om, at Forslaget skulde komme officielt fra Rusland, og at der ogsaa derfra skulde ske Hen­ vendelse til Kronprinsens Overhofmester Eickstedt, viser, at Hoffet i alt Fald formelt vilde have sin Ryg dækket af Statsraadet i en saadan Sag. Det er da klart, at det maatte være i høj Grad vigtigt, hvem der sad i Konseillet, naar sligt skulde behandles. Var det ikke en truende Udsigt at have Bernstorff der? Allerede paa dette Tidspunkt gik der Rygter om, at Bernstorff støttede Planer fra Carl af Hessens Side om et Giftermaal mellem Kron­ prins Frederik og Prinsens Datter Marie Sofie Frederikke.1 Passede det ikke til Meddelelserne fra Berlin? Vilde Bernstorff ikke, naar Sagen kom for i Konseillet, rejse en voldsom Modstand mod en Forbindelse, der var et nyt Baand med Fredei'ik II og Rusland, og kunde han ikke hindre den Tilslutning fra Konseillet, som Juliane Marie øjensynlig helst vilde sikre sig, maaske ved Henvisning til, at Kronprinsen ikke var moden til en saadan Beslutning, en Paastand, som det var svært at gendrive, naar den overhovedet fremførtes. Jeg erindrer her om de Bemærkninger, jeg tidligere har gjort, at Hoffet frygtede Bernstorffs Indflydelse paa Kronprinsen; men jeg vil som det afgørende fremhæve, at Bernstorff selv kort efter sit Fald bestemt erklærede, at Hensynet til de udenlandske Magter kun havde været et Paaskud, den virkelige Grund derimod den Modstand, som Hoffet vidste, at han vilde gøre mod enhver For­ længelse af Kronprinsens Umyndighed, der, som Kongens Tilstand var, absolut burde ende i Løbet af to Aar. Gentagne Gange, udtalte Bernstorff, havde man indirekte forsøgt at faa ham til at gaa ind paa Hoffets Ønsker, men han havde altid givet Afslag* Derfor havde man nu med Iver grebet en Lejlighed til at slippe af med ham, i Særdeleshed, da man ikke uden Uklogskab kunde