AndreasPeterBernstorff_1899

209 har givet Føde til Mennesker, har den maattet finde sig i, at de diskuterede og var uenige; ogsaa nu maa vi tage deres Uenighed med Ro som noget, der er uadskilleligt fra Menneskeheden; men vi maa ogsaa vaage derover og lede det til det fælles hedste. I Statssager kan der være forskellige Meninger, og der er Folk, der er hidsige nok til ikke at kunne skjule deres Følelser. Vi har unægtelig baa.de sidste Vinter og i Foraaret haft slige Optrin; men den Mening, der var heldig, lykkebringende og ene passende til vor Stilling, har sejret. Der skal ikke ske nogen Forstyrrelse i vor Tilslutning til det nordiske System fra nogen som helst Side, og Magten skal ikke let gaa over i illegitime Hænder. Nu, da Danmark har taget sit Parti, gaar alt, som vore Forpligtelser kræver det, og alt skal blive udført med en Nøjagtighed, som sikkerlig ikke skal geraade Staten til Skam; lad der kun være Uenighed under Overvejelserne, naar der blot bag efter kommer en punktlig og enig Udførelse; det er just det, jeg ønsker, og det, jeg hidtil har haft det Held at opnaa.“ De Bemærkninger, der direkte tager Sigte paa Striden med Bernstorff om Forholdet til England, svarer aldeles til Tonen i Guldbergs Breve til Schumacher. „Rusland kan regne paa os, om og alt her skal knage,“ er Ledemotivet.1 Ogsaa Juliane Marie har foreløbig følt sig vis paa at kunne lede Udenrigspoli- tiken efter sit Hoved. Naar hun endvidere erklærede hidtil kun at have set saglig Uenighed og ikke Intriger mod sin Magt, saa afviste hun der­ ved Beskyldningerne mod de tre navngivne Statsmænd. Heri gjorde hun Ret; thi med Kendskab til de paagældende for­ troligste Breve kan det paastaas, at der indtil November 1780 ikke eksisterede noget, der med Skygge af Grund kan kaldes Intriger eller Sammensværgelser. Til Carl af Hessen nærede Juliane Marie ganske vist en indgroet Mistillid, der deltes af hele Hofkliken.2 Ikke blot frygtede man nemlig hans og hans Hustrus Magt over Kongen, men undertiden ængstedes de forskellige inter­ esserede ogsaa for, at han skulde være heldig nok til at vinde Indflydelse paa Arveprinsen. Der synes heri at ligge en Aner­ kendelse af, at Prins Carl har haft betydelige Evner til at paa- 14