AndreasPeterBernstorff_1899

177 kunde handle i udenrigske Sager, endnu var Schack Rathlou deres Raadgiver og stod i Spørgsmaalet om England og Sverige Hoffet langt nærmere end Bernstorff. Eickstedts Eidnævnelse var en Over­ raskelse ikke blot for Bernstorff, men ogsaa for Thott og Røme- ling, hvilken sidste jo nu alene udelukkedes, hvad der krænkede den dødssyge Mand dybt, ja end ikke Eickstedt selv vidste det forud og havde efter Bernstorffs Vidnesbyrd overhovedet intet at bebrejde sig. Kun Schack Rathlou nævner Bernstorff ikke, men bittert antyder han, at falske Venner modarbejder ham. Eickstedts Indkaldelse betød, at Hoffet vilde sikre sig endnu en Stemme mod Bernstorff i Konseillet. Schack Rathlou, Eickstedt og Arve­ prinsen skulde overvælde Bernstorff, der oftest støttedes af Thott. Man kan finde det lidt mærkeligt, da Hoffet og Schack Rathlou maatte vide, at Bernstorff ikke lod sig bøje i de store Princip- spørgsmaal; har man troet, at Bernstorff rned sin Respekt for Konseillets Myndighed vilde føje sig for et Flertal i Tilfælde, hvor han aldrig havde taalt en Kabinetsordres Indgriben? eller har man blot villet sætte Bernstorff under Kontrol af endnu et Par Øjne? Ganske vist havde Eickstedt før støttet Bernstorffs Politik over for Sverige, men man kan have stolet paa, at man kunde vinde ham, naar man for Alvor vilde, saaledes som det skete i 1779 — 1780 , og i ethvert Fald havde man intet Valg. Hvordan det nu end var, saa maatte Bernstorff føle sig dybt krænket. Bortset fra at han fandt Eickstedt uskikket til at del­ tage i de udenrigske Sagers Behandling, kunde han kun opfatte det skete som et lumsk og hensynsløst Angreb. „Hvad der burde være min Ros og sikre det Held, som Forsynet uafbrudt har for­ undt mig, saa længe jeg har været Udenrigsminister, vender sig imod mig,“ skrev han oprørt til D. Reventlow. „Disse Folk kender ikke en hæderlig Mands Sindelag.“ 1 Men uden sikker Grund under Fødderne vilde han ikke be­ holde sin Stilling, og i Dagene fra den 28 .— 31 . Oktober havde han en alvorlig Forhandling med Arveprinsen. Forhandlingens Enkeltheder kendes ikke; men sikkerlig har Bernstorff erklæret at ville gaa af, hvis han ikke fik fyldest­ gørende Forklaring. Arveprinsen søgte at berolige ham, „og,“ 12