AndreasPeterBernstorff_1899

175 denne Stemning. Naar England optraadte drilagtig, var der An­ ledning nok til at betale med samme Mønt, men Bernstorff holdt igen og hævdede, at man ikke maatte lægge for stor Vægt paa en Optræden, der havde en rent personlig Aarsag, som skulde og vilde vige for de langt vigtigere Interesser, der knyttede Landene sammen. Han opnaaede ogsaa længe at hindre Udbrud, men kun ved at sætte sin hele Autoritet ind. Hoffet — thi Guldberg1 og Arveprinsen delte fuldt ud Juliane Maries Opfattelse — nærede stadig Misfornøjelse paa dette Punkt; men saa længe man ikke fratog Bernstorff Styrelsen af Udenrigspolitiken, var der intet andet at gøre end at rette sig efter ham og tillige optræde velvillig over for den engelske Gesandt og overlade det til Bernstorff selv at bruge skarpe Udtryk, naar det var nødvendigt. I Efteraaret 1775 gjorde man dog et forgæves Forsøg paa at trænge ind paa hans Enemærker.ä Det var just i den Tid, da Forhandlingerne med England om Kronprins Frederiks og Louise Angustas Arv efter Caroline Mathilde stod paa Dagsordenen. Bernstorff optraadte sindig og mente at kunne finde en Løsning uden at skabe Brud, men til­ lige uden at slaa af paa Kongehusets Ret og Værdighed. Han tog derfor ret myndig Sagen i sin Haand, men Hoffet var util­ freds. Allerede ved Dødsfaldet i Maj havde det været stødt over Bernstorffs Indgriben i Spørgsmaalet om den Sorg, man skulde anlægge. Hoffets Had til Caroline Mathilde var næppe stærkere end Bernstorffs, der var overdreven forbitret paa hende, men det havde skabt den lidet sømmelige Tanke, at Børnene først skulde bære Sorg for hende, naar Dødsfaldet blev officielt notificeret, og da kun som for en fremmed Dronning. Bernstorff modsatte sig dette og fik hele Konseillet med sig. Han hævdede med Rette, at Skilsmissen ikke betød noget for Børnenes Sorg, men kun for Kongens, og satte igennem, at de to Børn og deres Hofstat straks affiagde dyb Sorg for en Moder, medens Kongen oppebiede Noti­ fikationen og da anlagde Sorg som for en udenlandsk, regerende Dronning.3 Hoffet har vel anset dette for en særlig Eftergivenhed over for England og har med Ærgrelse ment at spore en saadan i de