AndreasPeterBernstorff_1899

130 lig undersøgt og klar. Og dog er Monarkens Indflydelse vis, virkelig og virksom.“ 1 Arveprinsen haabede, at denne smigrende Forklaring og Sam­ menligning maatte tilfredsstille Bernstorff, men dette blev næppe Tilfældet, idet den endelige Instruks væsenlig blev affattet efter Hoffets Vilje. Naar Bernstorff alligevel enedes med Arveprinsen om den og tog den, man oprindelig havde tænkt paa, med nogle Ændringer, var det formentlig ikke blot, fordi hans Myndighed i Kancelliet under alle Sagers Behandling var stærkt understreget, men snarere paa Grund af en rent praktisk Betragtning. Selv med den ubehagelige Bestemmelse om, at de Deputerede alene skulde affatte Forestillingerne, har Bernstorff vel ment, naar hans øvrige Myndighed blev uantastet, at kunne hævde sin Autoritet. Holstenernes Ønske om at faa en Statsminister med Myndighed og Kundskab til at varetage deres Interesser skulde han nok skaffe respekteret; han udtalte sig med den største Bestemthed derom til Ditlev Reventlow,2 og han tog Posten i den Overbevis­ ning, at han nok skulde tvinge sine Deputerede, hvem det saa end blev, til ikke at krydse hans Veje. Han saa her rigtig; inden for det tyske Kancelli vovede man aldrig at angribe hans Myndighed. Saaledes blev Bernstorff den eneste Statsminister, der havde direkte Forbindelse med to Regeringskollegier. I det udenlandske Departement var han Eneherre, i det tyske Kancelli blev han det i Virkeligheden, selv om man havde forsøgt at sætte formelle Grænser for hans Magt. Begge Steder hk hans kraftige Vilje derfor Lejlighed til at udfolde sig med al den Frihed, den almindelige politiske Stilling gav Plads til. Bernstorffs Optræden i disse Forhandlinger præges af stor Energi og Bestemthed, af megen Værdighed og sund Takt, men tillige af en ikke ringe Skarphed. Han havde aftvunget Hoffet Respekt, selv i Arveprinsens mest uforstandige Breve mærkes denne utvetydig, men Hoffet maa samtidig have følt, om det ikke havde vidst det før, at han var en ubønhørlig Forkæmper for de Principper, han fandt rigtige, og kun veg, naar han blev tvunget dertil. Hvad der var sket, havde ikke bragt ham nærmere til Hoffet. Han indrømmede selv, at han i Forhandlingerne først i