AndreasPeterBernstorff_1899

129 villet aabne en lettere Vej for Kabinetsordrernes Vandring gennem det tyske Kancelli uden om Direktøren. Skulde denne først i Konseillet have Indflydelse paa de Ting, der skulde afgøres af Kongen, saa vilde ban staa værgeløs over for de kongelige Ordrer, der kom uden om Konseillet direkte til Kancelliet. Bernstorff gennemskuede alt dette, og man mærker Uviljen bag den høflige Form i hans Brev til Arveprinsen. Et Ekko af hans Stemning træffer vi i et Brev fra Schimmelmann. Han glæder sig over Bernstorffs Udnævnelse, men tilføjer, at ban ikke med koldt Blod bar læst den Betingelse, man har fundet for godt at tilføje. „Sandelig, den Maade, paa hvilken man i København driver og tillige besværliggør visse Sager, betager En al Lyst til at have med Sagerne at gøre.“ 1 Schack Rathlou og Thott skulde efter Arveprinsens Vilje udtale sig om Sagen; vi kender imidler­ tid ikke deres Svar, kun Arveprinsens Brev til Bernstorff. Dette blev en lang Kommentar til det omtvistede Punkt i Direktørens Instruks, og søgte at vise, at Direktøren vilde faa saa stor en Myndighed under Sagernes Behandling i Kancelliet, med Ret til at kræve Oplysninger i videste Omfang ogsaa om hver enkelt Deputerets Mening og Grundene derfor og bestemme, hvilke Sager der skulde til Konseillet og lignende, at han ikke vilde blive brøstholden ved først at kunne sige sin Mening i Konseillet. Dette Hovedpunkt vilde Hoffet ikke opgive, thi den „voix délibé- rative“ , som Bernstorff vilde have som Direktør, vilde man kun give ham qua Statsminister. Hvis Direktøren havde bestemt Fore­ stillingens Indhold, kunde han efter Prinsens Mening ikke sige sin Mening i Konseillet, hvad Arveprinsen netop ønskede at han skulde. Hele Ordningen, sagde han smigrende, var netop truffen, for at Bernstorff ikke skulde tie i Konseillet om de tyske Sager, men for at man der kunde nyde godt afhans sjældne Indsigt. Med Udtryk fra den storePolitik skrev Arveprinsen: „En stor Konge afholder sig efter min Mening i sit Konseil fra at udtale sig om vigtige Sager, han ordner dem alligevel, skaffer sig yder­ ligere Oplysninger, vaager over sine Raadgiveres Opførsel, men han antyder ikke sin egen Mening, før han tror Sagen tilstrække* 9