AndreasPeterBernstorff_1899

122 repræsentative Del af Holsten i 1773 var Adel og Embedsstand; de var vante til i Spidsen for Styrelsen at se højadelige, og det stødte dem nu at faa indskudt fire borgerlige. Fra et nationalt Synspunkt var det ikke lysteligt at se Guldbergs Skikkelse dukke op bag Stemanns, med andre Ord at blive en Domæne for Hoffet, hvis Velvilje mod Holsten næppe kunde være stor efter den Mod­ stand, man dér havde gjort mod Mageskiftet. I alt dette maatte Reventlow og Schiinmelmann give Saldern Ret, hvorimod de med Kraft og Koldblodighed traadte op mod den Anmasselse, der laa i, at han fordrede og truede, hvor han højst kunde bede og henstille. Saldern blev imidlertid ved sit, og meget bekymrede for Følgerne af hans utæmmelige Lidenskab indberettede de Sagen til København, medens de egenlige For­ handlinger om Mageskiftets Udførelse udsattes til omtr. den 12 . Oktober. Reventlows Breve kom først; to til Bernstorff af 28 . September traf denne i København den 2 . Oktober, et til Arve­ prinsen af samme Dag denne den 3 . i Fredensborg. Nu begyndte en Række bevægede Dage for Hof og Ministre. Hoffet følte sig ramt paa sit allerømmeste Punkt. Statsraads- ordningen og Princippet om ikke at have en enkelt Chef i Spidsen for Regeringskontorerne var Hjørnestenen for dets Magt, og mod de højadelige Herrer ønskede man i høj Grad at skyde borgerlige som Stemann frem. Det blev Schack Rathlou, Thott og Bernstorff, der maatte forfægte modsatte Principper; til Eickstedt og Røme- ling mærkes saa godt som intet. Man synes at have behandlet Sagen som et rent udenrigspolitisk Anliggende, der kun vedkom de Ministre, som deltog i slige Sagers Behandling, et Forhold, der vidner om den Løshed, som maa have været i hele Regeringen. De tre Ministre var nu som før enige om Sagens Realitet. Baade af administrative og dybere politiske Grunde og af Hensyn til Stemningen i Holsten fandt de det rimeligt at imødekomme Salderns Ønske, men hans utilbørlige Optræden gjorde Sagen yderst vanskelig. Hans Trusel var en fræk Anmasselse, og Arve­ prinsen kunde med Rette finde, at den angreb Landets Ære. Ministrene kunde imidlertid med den større Ro og Overlegenhed, som Alder og Erfaring giver, trænge Forbitrelsen tilbage, skille