AndreasPeterBernstorff_1899

123 Form fra Indhold og træffe en Afgørelse, der tog Hensyn til begge Dele. Mange Gange vanskeligere blev det for Arveprinsen. Han var knap tyve Aar, havde store Tanker om den kongelige Vær­ dighed, som han vilde repræsentere,|og han var glødende Patriot. Hvad Overlegenhed og Selvbeherskelse var der at vente? For saa vidt Ministrene kunde gaa med til et Angreb paa Statsraads- og Kollegieordningen, kunde de let vække Hoffets Uvilje paa en pinlig Maade. Hver Gang et saadant Angreb var blevet forsøgt, havde man hørt de gamle Klager over Konseillets Magt­ begærlighed, der i Frederik V ’s Tid havde været Underholdnings­ emne vistnok ogsaa mellem Juliane Marie og hendes Venner. Disse Klager vilde nu igen lyde mod Ministrene og faa en hadsk Til­ sætning ved- Mistanken om, at den hele Sag kunde være skabt af Ministrene selv for ved fremmed Indflydelse at støtte deres egne Ønsker. Dobbelt pinlig maatte Bernstorff føle denne Mis­ tanke, som han saa godt kendte fra sin Onkels sidste Aar; 1 Reventlow ¡jog Schimmelmann var hans nære Venner, og Hoffet vidste godt, at de principielt var enige med Saldern. Bernstorff havde i første Øjeblik endog haft den Tanke, at Schimmelmann kunde have tilskyndet Saldern, hvad Reventlow imidlertid bestemt benægtede med den Tilføjelse, at han selv havde haft en Frygt for, at Hoffet skulde tro det samme om ham.2 Det er muligt, at Hoffet kan have næret en saadan Mistanke til Bernstorff; det er i alt Fald mærkeligt at se en af Guldbergs Tillidsmænd, P. G. Schumacher, mange Aar efter udtale den Paastand, at Bernstorff havde staaet bag ved Saldern for at blive Chef for det tyske Kancelli.3 Den 5 . Oktober skrev Bernstorff til Reventlow: „Man kan maaske anklage mig personlig for at stræbe efter min afdøde Onkels Plads i hele dens Udstrækning. Hvad hjælper det, at jeg er uskyldig; bliver jeg derfor mindre mistænkt og mindre fordømt, og er det en mindre Ulykke, at jeg bliver nødt til at forsvare mig?“ Saaledes blev Bernstorffs Stilling saare vanskelig, ikke mindst fordi han i de følgende Forhandlinger som Udenrigs­ minister havde et opslidende Arbejde som Pennefører og Ordfører ved alle Lejligheder. Thott fulgte Trop som sædvanlig, Schack Rathlou derimod tog Affære med stor Energi; han og Bernstorff