AndreasPeterBernstorff_1899

111 den værste af alle Byer. „Livets Glæder er tyndt saaet mellem Sand og Stene der,“ var hans Omkvæd.1 Vort Sprog satte han lavt. „God Nat,“ endte han et Brev til sin Søster, „Du siehst, dass die Müdigkeit mich zum Dänischen herunterstimmt.“ 2 Slige Stemninger gik endnu videre og blev til utøjlet Haan mod hele Folket, som i et Spotvers, der ender med at sige: „Den Dänen, sey es Gott geklagt, ward Wein und Geist zugleich versagt.“ Ved sin Hjemkomst til København i December 1773 skrev han til Voss: „Sie fragen mich was ich als Däne thue. Als Däne schmause ich viel und spiele oft bis in die Nacht, gehe nach Hofe und beuge meinen freygebohrenen (nicht freyen) Rücken. Ich wolte, dass ich mehr Anlage zum satyrischen Dichter hätte. Doch nein! für einen Juvenal gehörten entartete Römer. Diese hatten noch immer grosse Züge, aber der Dänen Hauptkarakter ist das kleine.“ 4 Efter i Januar 1776 at være vendt hjem fra en ny længere Rejse i Tyskland skrev han i Marts, hvor lykkelig han følte sig hos Slægt og nogle ægte Venner og Veninder, „es versteht sich, dass kein Däne drunter ist.“ 0 Med saadanne Stemninger siger det sig selv, at Indfødsrets­ loven skabte stærk Bitterhed ikke blot hos ham, men i hele Kredsen. Louise Gramm, hvis Tunge om mulig var endnu krassere end Fr. Leop. Stolbergs, kunde trods Bernstorfts alvor­ lige Advarsler ikke beherske sig, og der faldt mange Ord, der bragtes videre og skaffede Fjender, som Bernstorff ønskede at skaane hende for, men som hun lod haant om.6 Hoffets stærke nationale Politik, Schack Rathlous og Eickstedts Tilslutning dertil, det staaende politiske Modsætningsforhold mellem Bernstorff og alle, der holdt ad Hoffet til, skærpede Bitterheden. Hos de kongelige Herskaber og deres Yndling var det ikke svært at fmde Stof til Kritik og Spot; det trivielle, aandsforladte Hof­ liv ogGuldbergs ufrisindede, bornert ortodokse Syn vakte Ringe­ agt og Harme; der var ikke de æstetiske Dumheder, man ikke tillagde dem. Fr. L. Stolberg naaede i Løbet af Foraaret 1776 at lægge sig voldsomt ud med Hoffet og flere af Bernstorffs danske Kolleger. Bernstorff skrev om sin Svoger, som han i