AndreasPeterBernstorff_1899

104 de Folk, han har at gøre med,“ lød en engelsk Gesandts Dom over ham et Aar efter. 1 Nu og da kunde Bernstorff omtale sit Venskah for denne eller hin; Forholdet til Juel og Schimmelmann kunde glæde ham, selv om han altid følte deres Mangler, men Helhedsindtrykket blev det samme; „hvor faa er her ikke, der for- staar en hæderlig Mands Tankegang,“ kunde han udbryde. „Vi har ingen hæderlige Mænd at tabe; det mindste Tal) af denne Art er et Saar tilføjet Staten.“ " Bitterhed mod Personer avlede dette dog kun sjælden. Mær­ kede han Intriger, brød han sig ikke om at efterspore dem. „Hvorledes kan jeg have Misundere,“ sagde han en Gang, „naar jeg ikke har den ringeste Indflydelse ved Hoffet, naar jeg køber den Indflydelse, som jeg kan have i mine Departementer, for en Pris, som ikke een i Staten vilde ønske at have den for? Ved Hofferne slaas man kun om Gunst, alt andet kender man intet til og foragter, og jeg vover at paastaa, at jeg i denne Henseende ikke er i Vejen for nogen. Jeg er vis paa, at mine Venner bliver mig tro, de andre kan ikke forsone sig med mig, og alt, hvad jeg kan gøre for dem, det er ikke at hade dem og uden det ringeste Nag yde dem hele den Retfærdighed, de personlig- kan fortjene.“ 3 Den samme Retfærdighedssans, der taler ud af de sidste Ord, muliggjorde for Bernstorff en rolig Betragtning af den nationale Modsætning, som den tilspidsedes ved Indfødsretsloven. Af rent saglige Grunde bekæmpede han denne saa længe som mulig. Da Kampen maatte opgives, søgte han at forsvare Loven og dæmpe Uviljen i sin nærmeste Kreds imod den. „Jag respekterer Pa­ triotismen saa stærkt, at jeg holder af den endogsaa i dens For­ vildelser,“ sagde han og søgte sin Trøst, ja en Art Glæde i, at Loven havde vakt en hidtil ukendt Følelse af Tilfredshed med Regeringen. „Jeg vilde ønske, at den kunde vække en national Aand, som vi visselig endnu mangler, jeg vil da gerne glemme, at den skylder en skjult og uren Kilde sin Oprindelse. Virk­ ningen vilde trøste mig.“ 4 Helt let var det dog ikke at bevare saadan Koldsindighed over for de forskellige grove Udfordringer mod de fremmede, der