AndreasPeterBernstorff_1899

103 kerlig mest fordi den politiske Kamp trods alt dog passede bedst til hans Natur og Evner, livor opslidende han end følte den. „Vi Bernstorffer blive ikke gamle,“ hedder det endnu i Bern- storlfs Slægt. Vist er det, at hvor Livslyset brænder saa fyrigt og uafbrudt, slukkes det lettelig tidlig, som hos A. P. BernstorfF og hans Onkel. Bernstorff selv følte det dog anderledes. Da han i Efteraaret 1775 opbragt over Angrebene forlangte sin Af­ sked, skrev han til Ditlev Reventlow: „Man skulde tro, at en Mand, der kun blander sig i de Ting, der er ham betroet, som ikke volder nogen Ubehageligheder, og som kun gennem Aviserne hører, hvad der sker ved Hoffet, kunde være i Ly for Forfølgelse; det vilde være mig herligt at unddrage mig den og at genvinde den Frihed, efter hvilken jeg kun sukker alt for meget; men Frygten for at mishage det højeste Væsen og hæderlige og for­ nuftige Folk holder mig tilbage.“ 1 Han blev den Gang, og han blev siden, hvor tilskyndet han end følte sig til at drage bort. Han vilde, som han udtrykte det, ikke foregribe Forsynets Vilje; Følelsen af, at paa ham alene beroede hele Modstanden mod Kabinetsregeringen, og at han alene var Repræsentant for den Kreds af Mænd rundt om i Riget, der delte hans Misfornøjelse, holdt ham tilbage. Hensynet til Hertugdømmerne virkede stærkt; fra D. Reventlow og fra andre fik han i Aarenes Løb at høre, at Tilliden til ham steg, og at den tyske Adel mere end nogen Sinde i ham saa sin Tillidsmand og Værner ved det danske Hof.2 Endelig var han af de Naturer, der kun giver tabt over for det absolut uundgaaelige; han kunde ikke unde en Modstander den lette Sejr at se ham vige. Hvad der i det daglige maaske var ham det sværeste, var, at han følte sig uendelig ene. Hoffet var ham fremmed. „Det er et højst mærkeligt Land; jeg er altid ny der, og jeg føler, at jeg vil vedblive at være det,“ udtalte han allerede i Februar 1774 , og det slog til. Men omtrent samtidig klagede han: „Ofte for­ færdes jeg ved at se mig ene næsten altid. Dette strider mod min Karakter og mod alle mine Ønsker, og jeg sukker ofte over ikke at se de kæreste og hedeste Ønsker opfyldte.“ '1 „Efter alt, hvad jeg kender til Bernstorff, anser jeg ham for alt for god til