AndersSandøeØrsted

7 6 T I D E N T I L 1 8 1 3 Søgsmaal om Erstatning for Næringstab ved en andens ulovlige Næringsdrift under Paakendelse, uagtet det alene tilkom Politi­ retten at afgøre, om Ansvar for Næringsforseelse var begaaet. Den 5. Sept. 1808 var han med i en Voldgiftsdomstol til Afgørelse af et Søassurancespørgsmaal, hvorunder det havde Betydning, om den engelske Priserets Prisdømmelse af et Skib som ikke værende dansk Ejendom var bindende, hvilket Ørsted, der skrev Votum, udførlig besvarede benægtende, idet han fremhævede, at kun selve Afgørel­ sen ikke dens Grunde var retskraftige i andre Sager. Medens han sejrede i Voldgiftsretten, gik Højesteretsafgørelsen i modsat Ret­ ning. Da han selv sad i Højesteret, indkom den 19. April 1811 en tilsvarende Sag, hvori han ogsaa havde dømt som Voldgiftsdom­ mer. Voteringen i Højesteret, der fulgte samme Linie som første Gang, viser dog at nogle af Dommerne nærede Tvivl, om Præju- dikatet havde været rigtigt. Ogsaa i F o rh o ld til A dm in istra tio n en var Ørsted paa sin Post for at forbeholde Domstolens Handlefrihed. Det forekom, at Ju­ stitsaktion angik Forbrydelser, hvis Paatale var forbeholdt private. Der var da Tendens til at tage dette til Følge, fordi Domstolene ifølge den dagældende Ordning overhovedet savnede Kompetence til Indgriben og Kritik overfor Kollegierne. Efter Ørsteds Opfat­ telse var Spørgsmaalet imidlertid ikke, om Retten var kompetent overfor Sagsøgeren men derimod om den var det overfor Sagvol­ deren. Under to Voteringer af 13. Okt. 1801 og 3. Dec. s. A. havde han maattet nøjes med at dissentiere i Spørgsmaalet om at dømme efter offentlig Aktion angaaende mundtlige Injurier og Vold. Men som det fremgaar af Votering til Dom af 23. Juli 1805 trængte hans Anskuelse igennem, og man frifandt senere i saadanne Til­ fælde „for Justitiens Tiltale“, jfr. Voteringer af 25. Juli 1809 og 11. Dec. 1810. I denne Forbindelse maa omtales den manglende Selvstændighed hos Domsmagten, der gav sig Udslag i, at man raadspurgte Kancelliet om konkrete Værnetingsspørgsmaal, om Nødvendigheden af at tilkalde Meddomsmænd i visse Sager etc. Herom kom der saa en Resolution, men i et saadant Tilfælde fra 1808, hvor man ønskede afgjort, om en Sag burde hjemvises for at faa Meddomsmænd tilkaldt, afslog dog Kancelliet at samtykke i nogen Forandring i den ved Loven foreskrevne Prooesmaade og overlod Retten selv at finde ud af Sagen.