AndersSandøeØrsted

66 T I D E N T I L 1 8 1 3 var nemlig tilvejebragt Holdepunkter for, at Eden var fejlagtig, saa at Tiltalte kunde frifindes. Til Bedømmelse af, hvad Ørsteds hele Virksomhed som Straffe­ dommer kom til at betyde for ham selv, og hvorledes han senere saa paa dette Tidsrums strafferetlige Retsanvendelse, skal anføres et Par af hans Udtalelser. I Fortalen til Eunomia II (1817) skri­ ver han: „Det store Antal af kriminelle Sager, der i Særdeleshed i de 12 Aar, hvori jeg har beklædt vigtige Dommerembeder, har været under min Overvejelse, har maattet give mig Anledning til at bekræfte, berigtige og berige min Teori over Straffelovgivnin­ gen, hvilket jeg altid ved enhver mærkelig kriminel Sag har haft for Øje, saaledes som atter min hele kriminalistiske Erfaring svæ­ ver mig i Tankerne, naar jeg befatter mig med hin Teori. Denne Omstændighed maa det fornemmelig tilskrives, hvis jeg i enkelte Partier er kommet det sande og anvendelige nærmere end andre Forfattere af langt overlegne Evner og Studier.“ I sine Erindrin­ g e r 19) skriver han om Tidsalderens Tendenser: „Der herskede den Gang ingen særdeles Stemning for en forøget Mildhed i Straffe­ loven og dens Anvendelse . . . den herskende Mening var den Tid, at vort Straffesystem, saaledes som det ved Hjælp af Benaadnings- retten de facto blev lempet, ikke i det hele var strængere end det til den retlige Ordens Beskærmelse var fornødent. Der blev heller ikke i den her omhandlede Periode givet nogen Lov, der medførte nogen mærkelig yderligere Formildelse i Straffelovgivningen; tvertimod var de Straffebestemmelser, som indeholdes i adskillige i den Tid udgivne Love tildels meget strænge. . . . løvrigt er der enkelte af de Domme, hvori jeg til hin Tid har deltaget, der nu forekommer mig for strænge, men det kan, hvor der er Spørgs- maal om Straffegradens Udmaaling, ikke være anderledes, end at Tidens almindelige Retning derpaa maa have en ikke ringe Ind­ flydelse.“ Han siger videre, at den offentlige Mening snarere var tilbøjelig til at finde Overretten for mild end for stræng, og at det var en stor Sjældenhed, at Højesteret formildede dens Domme. For Ørsted samlede Interessen sig sikkert om Forbrydelsen mere end om Forbryderen. Det er for ham „Sagen selv og dens ret­ færdige Paakendelse, der har Interesse, ikke Personerne,“ skriver L. K och20) med Rette. Denne Forfatter vilde vente, at en Dom­ mers Erindringer maatte indeholde Betragtninger over de Omstæn