AndersSandøeØrsted

delse, at „Lovstedets Bestemmelser slet ikke passer sig paa saadanne Arbejder, hvor Forfattere lovlig kan dølges“. Denne Fortolkning synes dog noget dristig, eftersom Formaalet med at stille visse For­ fattere under Censur vel maatte være at hindre, at deres Produkter uden Kontrol naaede frem til Publikum, hvad enten det var under Navn eller anonymt, og Bogtrykkerens Vanskelighed ved at holde sig underrettet om Bidragsyderens Person kunde jo gøres til Gen­ stand for konkret Undersøgelse. Her, hvor Forfatter og Bogtrykker var samme Person, var den i hvert Fald ikke tilstede. Snarere kunde maaske henvises til det i Fdg. § 20 brugte Udtrykt „Skrift“ som ikke rummende Aviser. Højsteret ændrede den sidste Del af Dommen og fradømte efter nysnævnte Bestemmelse Seidelin Bogtrykkerprivi­ legiet, et Resultat der i Erindringerne16) fremkalder den Kommen­ tar af Ørsted, at det vidnede om en mærkelig Strænghed i Over­ holdelsen af bemeldte Lovbud. Den 19. Novbr. 1805 havde Retten paany at afsige en Pressedom over Seidelin, der nu betegnede sig som Kommandersergent ved det borgerlige Artilleri og Litteratus. Den angik en af Politimesteren censureret Artikel i „Dagen“, der angreb en Landfoged Johannsen. Den af Ørsted skrevne Dom fri- fandt Seidelin, fordi Censuren dækkede mod Ansvar overfor det Offentlige. Naar Politimesteren ved sit Imprimatur havde godkendt Trykningen, vilde Retten ikke kunne underkende dette uden at komme i Strid mod det loVgrundede Princip, at magistralske Hand­ linger ikke staar under Domstolens Paakendelse. Hertil synes at kunne siges, at Kancelliet — Politimesterens Overordnede — ved at aktionere havde desavoueret hans Godkendelse. Dommen blev ikke prøvet i højere Instans. Det varede ikke længe, før der forelaa en ny Tiltale mod „Dagen“ nemlig for en ligeledes med Imprima­ tur forsynet Artikel, der ansaas fornærmelig for Kongen af Preus­ sen. Af nogle angivelig svenske Breve var anført denne \tr in g : „Det er aldeles sikkert, at vor Konge har svaret Kongen i Preussen paa dennes Forslag om russisk Mægling, at han ikke skulde tro, at han subordinerede under Rusland saa som Kongen i Preussen selv stod under Bonaparte“. Som sædvanlig var Ørsted førstvoteren- de, og da Seidelin ikke i Retten havde villet dokumentere de svenske Breve, ansaas de for opdigtede. Da han saaledes havde ført Censor bag Lyset med Hensyn til Sagens faktiske Sammenhæng, kunde han ikke dækkes af Trykketil ladelsen, og han straffedes saa for sin