AndersSandøeØrsted

6

T I D E N T I L 1 8 0 1 Troskabsed kan ifølge ham ikke hindre dem i at udtale Grundsæt­ ninger, der er i Strid med dem, hvorpaa Forfatningen bygger, og „den dydige Ateist realiserer i sin Person det højeste Ideal af moralsk Fuldkommenhed og Kraft“. Dette fandt Regeringen for stærkt, og i en skarpt motiveret Resolution af 30. Sept. 1797 af­ skedigedes Collet uden Pension — en ganske usædvanlig Hand­ ling, der øgede Bitterheden mod Regeringen. Forfatteren P. A. Heiberg, der var sat under Generalfiskalens Tiltale for Forhaanelse af Regeringen og Regeringsformen, søgte at vende Stemningen mod Generalprokurør Chr. Colbj ørnsen, idet Tiltalen mod ham skulde være Hævn for Heibergs Insinuation i „Sproggranskning“ om, at Colbjørnsen, der ejede en Ejendom i Nærum, paa chikanøs Maade havde faaet Kromanden dersteds Jochum Jensen dømt fra sit Pri­ vilegium. Ved gentagen offentlig Indsigelse af Kammeradvokat Schonheyder bragtes dette Rygte dog til Tavshed. Paadømmelsen af Heibergs Sag ved Hof- og Stadsretten, der gik ud paa livs­ varig Landsforvisning, fandt først Sted efter Forordningens Frem­ komst, nemlig 24. Dec. 1799. Den anden fremtrædende ultralibé­ rale Forfatter Malthe Conrad Bruun var allerede i 1795 straffet ved Højesteretsdom for et Skrift; han mulkteredes paany den 16. Januar 1799, medens Landsforvisningsstraf først idømtes ham 19. Dec. 1800. I Regeringskredse havde Lysten til at gribe ind over­ for den hele af Revolutionen i Frankrig inspirerede Opposition længe været fremherskende. En Opfordring fra Kejser Poul af Rusland kom til, og Trykkefrihedsforordningen blev konciperet af Colbjørnsen og i Hast udstedt. Virkningen af dens 28 Paragraffer var nærmest lammende paa de mange tildels anonyme Skribenter, der af Frygt for at overskride Grænserne ikke længere turde vove sig frem med de før saa florerende Samfundsbetragtninger. Kandidat Ørsteds Hovedformaal var nu at modvirke denne Mod­ løshed ved at vise, hvor meget Raaderum der dog var indrømmet Trykkefriheden indenfor de trukne Grænser. Han havde ærgret sig saa meget over det indtraadte Stemningsomslag overfor Colbjøm­ sen og over de fordækte Presseangreb paa denne Frihedens Ven, at han ogsaa følte sig tilskyndet til at føre et vist Forsvar for Forordningen samtidig med, at han dristede sig til at foresi aa Æn­ dringer i den. I Fortalen berører han den Mistanke, nogle havde næret om, at hans Dom over Presseloven skulde have anden Grund