AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

1 1 9

behjælpelig i at opnaa Forbrydelsens Øjemed eller afværge de juridiske Følger, som den ellers vilde paadrage ham. Snart bør der i disse Tilfælde være fuldt Ansvar snart kun et mildere. Den, der bestemmer en anden til at begaa en Forbrydelse, burde efter Sa­ gens Natur straffes lige haardt, enten denne blev iværksat eller ikke, men Loven bestemmer anderledes. Ligeledes kræver Loven, at Gerningsmandens særlige, strafferetlig skærpende personlige For­ hold ikke faar Betydning for den medvirkende, men fastsættes Straf­ fen arbitrært, kan der tages Hensyn til at det personlige Forhold f. Eks. ved Vold mod Forældre ogsaa gør den medvirkendes For­ brydelse til en grovere. Angivelse af begaaede Misgeminger er or­ dentligvis ikke Borgerpligt. Herefter følger Redegørelse for en Række Sondringer indenfor Forbrydelserne og en Oversigt over den positive Lovgivnings Straffesystem. Spørgsmaalet om Livsstraffes Retmæssighed besva­ res i Forbigaaende bekræftende. Under Overskriften „Over de Grundsætninger, Dommeren har at følge ved Straffelovenes Anvendelse“, meddeles der en Række almindelige Betragtninger i kortfattede Paragraffer, hvoraf nogle skal omtales. En Straffelov bør ikke have tilbagevirkende Kraft, men at Loven formildes, kan ikke paaberaabes af den, der over- traadte den ældre Lov og tilsidesatte dennes stærkere Trusel. For­ tolkningsreglerne er de sædvanlige, saaledes at den bogstavelige Fortolkning maa tages til Udgangspunkt. At den mildeste Regel i Tvivlstilfælde skal anvendes, er kun en Anvendelse af den til­ strækkelige Grunds Princip. Den bestemte Lovregel taaler ikke Fra­ vigelse i konkrete usædvanlig grove eller milde Tilfælde, men noget andet er, at der med Handlingen kan være forbundet Om­ stændigheder, der maa opfattes som en ulovbestemt Forbrydelse, der kræver Tillægsstraf. Vore Love indeholder ikke Hjemmel for at straffe med lavere Straf, hvor der kun er tilvejebragt Formod­ ning mod Sigtede. Hvor Dommeren har Frihed i Strafudmaalingen, kan han ikke gaa frem efter almindelige Fornuftgrundsætninger ■men maa følge Lovgivningens Analogi; den nærmere Udvikling her gives meget udførligt. Dernæst omhandles Strafarternes ind­ byrdes Strænghed og endelig det Tilfælde, at der under samme Sag skal afgøres flere Lovovertrædelser af samme Person. Slut­ ningskapitlet handler om Strafskylds Ophævelse, hvorunder der gø