AfMitLivsAarbøger_1795-1826

289 en Skrænt, hvis Farer vi kunde gjette os til, naar Æslerne reve Stenene løse, og vi hørte dem trille ned. Engang imellem lød Førerens Raab: »Lasciate gli muli! Signori!« o: vi skulde over­ lade A lt til Æslerne. Efter et langt Quarteers Svæven imellem Liv og Død viste der sig nedenunder et Lys — det var i Agnuni. Da bleve vi glade og klappede hver sin Somarello, der havde baaret os saa for­ sigtigt og som en Hund havde sat sig paa Bagen, hvergang det kneb. I Agnuni havde man A lt, hvad vi kunde ønske, blev der sagt, endogsaa Senge i et stort Huus ude i Haven, men da Tiden kom, fandt vi et Brædeskur, halvt opfyldt af Citronkasser, og en af dem fik jeg til Hvilested. Sengeklæder eller Halm var ikke til at opdrive, og Lys maatte vi ikke faae, af Frygt for Ildebrand. Det var forsiide til at søge Ly andetsteds. Jeg maatte altsaa tage tiltakke med min Randsel under Hovedet og den vaade Kappe over Benene. Mine Fødder hang udover Citronkassen. Da den længe ønskede Morgen endelig ind­ fandt sig, glemte vi snart Nattens Lidelser, ved at see Ætna ligge ligeudenfor, i sin Storhed, belyst af Morgensolen. Regndagene havde ganske 1 9