AfMitLivsAarbøger_1795-1826

290 renset Luften, og en kold frisk Vind mindede om en klar, dansk Vintermorgen. Efter nogle Migliers Ridt fik vi atter en Flod, Giaretta, at passere, langt bredere end den sidste. En Færge var der, men ingen Færge­ folk — det var en Søndag. x\t vende tilbage til Agnuni var næsten be­ sluttet, da en af Førerne lod et Ord falde om, at naar man blot red ret langt ud, udenfor Mundingen, kunde man vade over Sandbankerne ved Hjælp afÆslerne. Jeg foreslog at forsøge dette. Marianas Æ sel havde gjort denne Søreise til­ forn og kjendte Veien; han skulde altsaa ride i Spidsen, og efter ham fulgte jeg. Da vi kom saalangt ud, at Vandet naaede op til Sadlerne, blev Sagen lidt betænkelig. Æ slet havde sin Nød med at modstaae de udstrømmende Bølger, og for at blive paa Dyrets Ryg maatte jeg klemme mig fast om dets Hals. Det lykkedes o s, men vore Venner vare endnu derovre. Hverken Ravelli eller Greven, som havde seet Faren, vilde prøve derpaa. Mariana vendte tilbage for at hente de Andre, og imidlertid fik jeg mig mine Klæder tørrede paa den varme Sandbred.