AfMitLivsAarbøger_1795-1826

272 Endelig kom Konen med det bestilte Ind- kjøb. Alle laabte i Munden paa hinanden for at faae de Æ g , den Viin, det Brød, han havde bestilt — kun Ernesto sad stille i en Krog paa Gulvet med et gammelt Leerfad paa Skjødet, hvori han tilberedte sig en Salat, som han havde vidst at skaffe sig. Da Maaltidet var tilende og Klæderne nogen­ lunde tørre, lavede vi os til Afreisen. Over jevne Høider og rigt bevoxede Marker naaede vi, nu og da igjennem smaa Bække, til Alcamo. Da vi nærmede os Byen, mødte vi en Mand i sort Kjole, som præsenterede sig som Byens Præst og Vertshuusholder og anbefalede sig i sidste Egenskab. Vi fik der et nogenlunde godt Logis, og da vi ikke vare kræsne, var ogsaa Aftens Maaltidet upaaklageligt. Derimod var Regningen , han bragte næste Morgen, ikke saa christelig, at vi jo for Fremtiden foretrak at tage ind hos Gjest- givere, som ikke vare Præster. Efter en kold Morgenstund lod vi os ret gjennemvarme af Solen paa de udyrkede Marker, som vi Ira Alcamo vandrede over, næsten uden Vei eller Sti.