AfMitLivsAarbøger_1795-1826

263 Ikke længe derefter forøgedes Antallet af de Danske i Rom med to nye Landsmænd, af hvilke den Ene slog sig til Ro for en Række af Aar, og den Anden kun blev der i nogle Maaneder. Det var Ludvig Bødtcher og hans Ven Jørgen Jørgensen. Den Førstnævnte hørte blandt mit allertid— ligste Bekjendtskab, skjøndt af en høiere Klasse i Borgerdydskolen, men Ungdoms Aarene havde kun bragt os sammen leilighedsvis. Uafhængig stillet i Samfundet, tiltroede man ham et lille Hang til et dolce far niente, som han, da han blev ældre, bedst kunde følge i Rom, og han fulgte det paa den skjønneste Maade ved Siden af Thorvaldsen, der talte ham mellem sine Nærmeste, og for hvem han blev en næsten uund­ værlig Støtte i adskillige Aar. Jørgen Jørgensen var en i Studenterlivet næsten udtjent Veteran, af en Celebritet, der stillede ham imellem hin Tids vittigste Hoveder, og da han tillige var et af de godmodigste Væsner, man kunde møde paa sin Vei, var han almindelig afholdt. Han havde tilbragt en Deel af sit udhalende Ungdomsliv i Selskab med Varianter af sig selv. Men var der maaskee gaaet Endeel tabt for ham i Forholdet til det Normale, saa havde han dog