AdmiralCCZahrtmann

L I E U T E N A N T E N

50

maalingen, var dog dermed denne hans Gjerning væsenligt af­ sluttet. Den ledende Mand i den danske Gradmaaling var Professor H. C. Schumacher i Altona. Andet stort, videnskabeligt Arbejde kaldte stærkt paa denne fremragende Astronom, og naar han til Tider kastede sig over dette, afbrødes Gradmaalingen og vilde være gaaet helt i Staa, om ikke dygtige Medhjælpere var gaaede ham til Haande. I disses Tal var Lieutenanterne Nehus og Zahrtmann de mest udholdende; særligt den sidste maatte i K raft af sit hurtige Blik og sin håndledjerve Optræden være vel skikket til at føre Grad­ maalingen frem gjennem Afbrydelser, som truede den. I de fem Aar han var knyttet til den, grundlagdes og gj ennemførtes den dan­ ske Gradmaaling med saa stort videnskabeligt Snille og naaede et saa højt Stade, at en Række udenlandske Geodæter, Gauss, Bessel, Olbers, Struve, Repsold, søgte hid for at tage Lære af den; og da Søtogterne vinkede ham bort fra den i 1824, lod Professor Schu­ macher den gaa i Staa lige til 1837. Noget af Æren tilkom da utvivlsomt Zahrtmann. Med sin Arbejdsfælle i alle disse Aar, Ingeniørlieutenant Leo­ pold Nehus, sluttede Zahrtmann fortroligt Venskab; en herlig Gut nævnte han ham, og de boede sammen i Altona. Begge var de i den Alder, hvor Mænd tænke paa Ægteskab; men at stifte Hjem paa en tarvelig Lieutenantslønning og blive afhængig af andre i Penge­ forhold var en Tanke, som stod Z.s Sind imod. Om en forbigaaende Fristelse skrev Nehus til ham 20. April 1824: „ . . . . Jeg havde mange Formodninger angaaende Deres sidste Brev, og jeg nægter ikke, at jeg ogsaa faldt paa, at Deres Hjerte kunde have Deel i det, endskjøndt De aldrig har givet mig Anledning til at have en Tanke herom. Hør nu, kjære Zahrtmann, tal ikke om det, for Folk kan ikke deeltage i Følelser, men de kan vel raillere dem, og glemme maae De, og glemme gjør De ogsaa, og da kan De troe mig, vil det være Dem engang kjært, at ingen veed, hvad der kun er en Drøm mere for Dem selv. Der er de Ting i Livet, der ere for gode til at gaae fra Mund til Øre, og dertil, gode Z., hører Følelse, og mere endnu Følelse for et andet Væsen, og mere endnu Følelse hos Dem for et andet Væsen. Man maae aldrig vise Menneskene et svagt Øjeblik . . . . Lev vel og skriv snart. Deres Ven L. N .“ — Med denne Vennehilsen, et godt Udtryk for, hvorledes den to Aar ældre Mand saa op til ham og samtidigt faderligt styrede hans Skridt, for­ lod Zahrtmann Altona — for en Tid. Han havde taget sig en lille Vinterorlov til Hjemmet i Viborg.