ASØrstedsBetydning

2 0 6

vises ved særskilte udvortes Facta, f. Ex. Bestikkelse, eller alene kan kjendes af Dommens øiensynlige Uretfær­ dighed, og a t Lovbogen som en Følge heraf opstiller den Grundsætning, a t Dommeren udenfor særegne lov-' hjemlede Undtagelsestilfælde ikke straffes for Uagt­ somhed, men a t han kun derved paadrager sig E rsta t­ ningsansvar, og det endda kun, hvis Uagtsomheden kan betegnes som grov, men a t han ingenlunde kan drages til Ansvar hverken i den ene eller den anden Hen­ seende, blot fordi Overdomstolene forandre hans Af- gjørelser. I Forbindelse hermed stiller han de i sig uklare Bestemmelser i Frd. 23 Decbr. 1735 § 4 i det rette Lys, idet han paaviser, paa den eneSide, a t det, trods enkelte uheldige Udtryk i Lovens Text, umuligt kan antages, a t Frd. angaaer forsætlig Uretfærdighed, paa den anden Side, a t den kun deri skærper Loven, a t den indfører S traf for grovere Uagtsomhed i visse Tilfælde, uden ellers a t forandre Hovedreglen i 1. 5. 3, nemlig a t der ikke anvendes S traf for blot Uagt­ somhed. Hele denne Undersøgelse om Dommeres Ansvar har en særegen og videre rækkende Betydning, fordi 0 . i den har angivet det rette Synspunct, fra hvilket Spørgsmaalet om Uagtsomhed bør bedømmes ikke blot med Hensyn til Dommere og andre Rettens Be­ tjente, men ogsaa med Hensyn til administrative Em- bedsmænd, og derved tilveiebragt Klarhed angaaende denne vigtige Gjenstand, hvorover der forhen havde hersket stor Usikkerhed. Han har nemlig paavist, a t Sætningen „error juris semper nocet“ ikke kan gjælde overfor Dommere, hvis Hverv det er a t anvende Lo­ vene, og som ikke i Tvivlstilfælde kunne afholde sig fra a t handle eller kunne indhente høiere Ordre, om end Sagen er nok saa vanskelig og tvivlsom, men a t der ikke kan paalægges dem Ansvar, medmindre enten