ASØrstedsBetydning

205 i den enkelte Sag, saa a t han enten kan eller skal vige sit Sæde. Det gjøres her medFøie gjældende, a t de Omstændigheder, som medføre Inhabilitet hos et Yidne, i alle Tilfælde maa have samme Yirkning med Hensyn til en Dommer, og a t Lovgivningen endog i Overensstemmelse med rigtige Grundsætninger stiller strøengere Fordringer til en Dommers Sinceritet end til et Yidnes, hvorfor 0. mener a t kunne udtale, a t det efter Lovgivningens Grundsætninger og Analogier ikke kan være tvivlsomt, a t en saadan fjernere Interesse i Sagen, der ikke •berøver nogen Yidnedvgtighed, kan komme i Betragtning til a t hjemle Indsigelser mod en Dommer. Hermed kan sammenholdes, hvad der i Haandbg. 1 B. S. 293, jfr. 410, bemærkes om analo­ gisk Anvendelse af D. L. 1. 13. 15 paa Dommere. Angaaende Dommeres Ansvar for deres Embeds­ handlinger til S traf og til Erstatning og navnlig an­ gaaende Fortolkningen af de Lovbud, som indtil den nye Straffelov gjaldt herom, især D. L. 1. 5. 3, 1. 5. 9 og 1. 24. 35, Frd. 23 Oct. 1700 og Frd. 23 Decbr. 1735 §§ 4 og 5, haves en fortrinlig Afhandling fra Aaret 1815 i N. jur. Arclr. 13 B. S. 120 ff., hvor 0., overfor den da herskende uklare og tildels urigtige Doctrin og en temmelig usikker Praxis, med Klarhed og Skarp­ sindighed uddrog de rigtige Fortolkningsresultater af Lov­ bestemmelserne og derved grundlagde denne hele Lære saaledes, som den i Theori og Praxis anerkjendtes, indtil den ved den ovennævnte almindelige borgerlige Straffelov fik et andet positivt Grundlag, uden forresten a t under- gaae nogen væsentlig Forandring i Henseende til Prin- ciperne. Det er 0 ., som k lart har paavist, a t D. L. 1. 5. 3, 1ste Mernbrum, hvorledes man nu end vil forklare de enkelte Ord og Udtryk i den, omhandler Domme­ rens culpa og vel endog kun den grovere, medens 2det Meinbrum a l e n e angaaer dolus, hvad enten denne be