591771175

strømmede mig, når jeg havde hørt ham tale. Og jeg tænkte hver gang: bare dog alle hørte ham, så måtte de da tro! Så levende og overbevisende virkede det altså på mig dengang. Så jeg forstår godt evangeliets ord om, at vi skal blive som børn for at gå ind i Guds rige. Når jeg legede præst i vores to-værelses lejlighed i Prinsesse Charlottesgade, skal jeg efter sigende have både mes­ set og prædiket i den ægte »Henry-stil«, så det må ha­ ve kunnet høres videnom! Det var også i den periode, jeg var sikker på at skulle være missionær blandt de vilde i Afrika, når jeg blev stor. Og det var i den pe­ riode i 3. klasse, jeg til min dansklærerindes forfær­ delse skrev Kingo-passionsvers i mine kammeraters poesibøger. De på deres side kvitterede for min kri­ stelige omsorg ved at kalde mig hellig og give mig buksevand, når jeg trængte til at afkøles i min helli­ ge iver. De sidste 5 år, jeg boede i Simeons Sogn, var far præst i Kapernaumskirken ude i NV. Men selvom jeg var FDFer i fars sogn, var tilknytningen til Simeonskir- ken stadig stærk. Og det var den i alle de 23 år, jeg boede på Nørrebro. Min første kirkelige kærlig­ hed var så afgjort Simeonskirken midt i den nørre- broske hverdag, med badeanstalten på den ene side og med min børnehave skråt overfor, med sin mar­ kante kirkebygning, der alligevel ikke var mere anse­ elig, end at den passede ind i de noget triste gader. Med andre ord: det gjorde ikke ondt i befolkningens øjne at se på kirken, men det gjorde godt at komme der. Og hvad der gjaldt for Simeonskirken gjaldt i samme grad for dens aflægger, Samuelskirken. Begge var med deres menighedslokaler og diakonale arbejde respekteret og afholdt af langt de fleste. Begge byg­ gede bro mellem nørrebroeren og kristendommen. Kir­ ken og dens ansatte var ikke højt hævede over den al-

Kirken som brobygger

M