591771175

En Nørrebrodreng ser tilbage

Mens jeg var præst ved den skønne 800 år gamle Brønshøj Kirke, fik jeg ofte at vide, at det da måtte være dejligt at være præst ved »en rigtig kirke« og ikke ved en af de mærkelige og grimme kirker, der er skudt op i København i vort århundrede. For en rigtig kirke er naturligvis den danske middelalderli­ ge landsbykirke med patina og ælde, med tårn og kamptakker og kirkegård rundt om. Jeg skal være den første til at erklære den gamle landsbykirke min kærlighed. Men den er ikke min første kærlighed, og den er absolut ikke ene om at være en »rigtig kirke«. Hvis jeg som barn og gan­ ske ung var blevet spurgt om, hvad »en rigtig kirke« var, så havde jeg uden tøven svaret: Simeonskirken i Sjællandsgade og Samuelskirken i Thorsgade for en­ den af den grønne P. D. Løvs Alle. For de to kirker var på skift »mine kirker« - og dermed naturligvis rigtige kirker. I Simeonskirken kom jeg søndag efter søndag med mi­ ne forældre, mens min far læste til præst. Jeg kendte præsterne og personalet, og i søndagsskolen fik jeg en god og spændende indføring i den kristne børne­ lærdom - ikke mindst takket være Henry - også kal­ det pastor Rasmussen. Jeg husker tydeligt den for­ nemmelse af troens glæde og vished, der gennem-

Landsby­ kirken

Årene i Simeons- kirken

c

!3