591771175

ende færinger, så vor kirke nu indtil videre giver hus­ ly både for vor egen danske menighed såvel som for den færøske. Ligeledes blev kordegneembedet i 1974 forenet med kordegneembedet ved Anna Kirke, alt­ sammen mens nye opgaver har meldt sig, bl.a. Arbej­ der Adlers plejehjem med 75 patienter, som nu er kir­ kens nærmeste nabo. Hele sognestrukturen har ændret sig. Kvarteret er for­ andret og gadebilledet hist og her vemodigt. Den ene lille hyggelige forretning efter den anden har måttet bukke under og vige pladsen for storcentrerne. Og hvem har tid til en passiar der? Sognet er blevet et »gennemtrækssogn«, hvor unge par slår sig ned for en stund, for så snart at flytte til andre omgivelser. Der er i dag ikke mange i sølvbryl­ lupsalderen i Samuels Sogn. Halvtreds år er nu gået, og i Samuels menighed fejrer vi dagen. Ved et guldbryllup ser man gerne tilbage på mørke og lyse dage. Også i Samuel har det været en blanding af begge dele. Da den første hede kærlighed havde lagt sig, kom afmatningen, som altid indtræffer, når pionererne ikke er mere. Men når man tænker til­ bage - nogle gør det nok med veneration - så har vi dog mest at takke for. Samuels Sogn er som alle an­ dre steder på Nørrebro og i hele staden et sted, hvor der naturligvis findes både »skidt og kanel«, men Sa­ muel er alligevel anderledes, - et begreb, der er svært at definere - men anderledes, måske fordi det er vort. Den, der også kender lidt til forholdene ved andre kir­ ker og i andre sogne, mærker her ligesom en egen be­ hagelig ånd og stemning. Her er godt at tjene. Dette skyldes naturligvis rare og flinke medarbejdere, men det skyldes også en vidunderlig menighed. Den er ik­ ke stor, men den er trofast, udholdende og tilgivende, altsammen egenskaber, som ikke mindst en præst har behov for at møde hos sine medmennesker. Direkte modstand mod kirken møder vi ikke meget af, tværtimod ofte hengivenhed og varme. Tit spontant! Et

Fremtiden

En tak

l

1 1