591768972

livor der som bekendt fandt en deling sted mellem fire. Her er det fattigtienden, som i lovene kaldes »bøndernes egen o*) , selvfølgelig fordi de selv påtog sig at sørge fol­ deres fattige. Men også lier liar vi en enkelt ytring af kirkens misbilligelse af dette forhold, idet paven skriver til den svenske konge: Vil I fortjene syndernes foiladelse, da giver tiende, og af de ni dele (d. e. resten af eders indtagt) skal I give almisse**). Medens man fra forst af var glad ved at få folk til at give tiende, og da anvendte den således, at virkelig de andre kirkelige byrder lettedes, så søgte man senere at drage den helt over på de åndelige formål alene. — Den omstændighed at Absalon, tiendens heldige forkæmper på Sælland, er med i spillet, gør det utænkeligt, at der i Havnboernes gavebrev skjuler sig en frivillig tiendeforening overfor sognets egen kirke; endvidere viser hans forhold til Tjæreby kirke, at han ikke misbruger sit forhold som patron til at påtvinge sognet en opgivelse af sin ret over kirketienden. Der bliver ingen anden udvej end at forstå brevet lige efter ordene (»realistisk«): det er en gave, hvorved sognemændene i Havn bortgiver deres kirketiende til en fri mmed stiftelse. At denne stiftelse er en kollegiatkirke, der samtidig, for eller efter, får patro- natet over deres sognekirke, gør kun parallelen med Eskilsø og Løgum kloster endnu mere indlysende. II. VED STRANDEN. Der er et lille parti i Dr. ITeises afhandling, som i høj grad falder udenfor den realistiske historiegranskning; det er hans tiltrædelse af sin lærde kollegas påstand om strand*) Norges gamle love I, 137. 3G9: — skipta i 4 stade, a biskop fjordong, annan kirkia, hin firedia prestr, hin fjorda æigu bondr at skipta fatokra manna imillum. 385: — fatoker men hin fiorda, oc fare bondr sialfer mæd pæirra lut, oc skipti sem hann uill suara firi gudi. **) Den nordiske kirkes grundlæggelse, Tillæg 110.