591768972

Men gavebrevet fører os videre. At sognemændene disponerer over deres kirketiende, hidrører fra, at de selv ejer, selv har opført og vedligeholder kirkens hus og skrud. Hertil er tienden bestemt; men det er en erfaringssætning, at de almindelige sognekirker hos os sjælden har havt brug for hele deres tiende, så det at »eje en kirke«, at oppe­ bære dens tiende imod at vedligeholde den, altid har været en god forretning. Men denne ejendomsret falder ikke, som Dr. Heise synes at antage, sammen med det at være kirkens patron, og den ejendomsret, denne har*). Patronen kalder præsten, og også til denne side af kirken som in­ stitution svarer der jo en tiende, præstetienden. Når pa­ tronen er en kirkelig stiftelse eller et kloster, forholder det sig med præsten som med kirkebygningen: ejeren lader de kirkelige handlinger udfore og oppebærer til vederlag præ­ stetienden; men overskuddet ved denne forretning tilfalder ham selv. At det samme andensteds (f. ex. på Island), og muligvis også hos os, foretoges af verdslige stormænd, er bekendt nok. Der er altså intet til hinder for, at Absalon i brevet optræder som kirkens patron og sognemændene dog som dens (husets) ejere. Men ét er absolut nødvendigt: at tienden er opstået ved en kirke, er bleven til i forholdet mellem en kirke og et sogn. Og denne tiendes kirkedel tilhorer kun sognet som kirkeejer, og er knyttet til forpligtelsen at vedligeholde den. En overdragelse af den må derfor nødvendigvis være en bortgivelse fra kirken, en ophævelse af det oprindelige forhold til denne. Om der med denne overdragelse følger den tilsvarende forpligtelse til at vedligeholde kirken eller ikke, er af underordnet betydning for sagen i sin alminde­ lighed. Finder vi altså et sogn bortgive sin kirketiende, så har vi tillige vished for, at modtageren, hvem det ellers end er, i intet tilfælde kan være selve sognekirken.

*) Den nordiske kirkes grundlæggelse, s. 254, jfr. Tillæg s. 109.