591768972

for et par år siden. Vi liar hidtil kun hort det brugt om konst og literatur, og dets talsmænd har på disse områder gjort så mange indrømmelser overfor »det ældre«, at stand­ punktet nu er noget uklart. iVnvendt på historien fortolkes det af Dr. Ileise således, at »den forlanger positive beviser« (s. 522). Jeg håber ikke at misforstås af Dr. H ., når jeg hertil må sige, at ingen af os i så tilfælde er »realist«, og at det er heldigt for os begge. En historiegranskning, støttet til fordringen om positive beviser, er højst en hjælpe­ videnskab. Dens opgave vilde kun være at fremdrage kilder, bevise deres ægthed og sammenstille deres udsagn. Det er kun den ene side af granskningen. Ligesom det fy­ siske liv kræver et åndedræt, en skiftevis optagelse og ud­ skillelse af elementet, således må historien for at blive en levende videnskab skiftesvis undersøge, hvor meget og hvor lidt der ligger i kildernes udsagn: hvor lidt der til syvende og sidst med fuld sikkerhed kan vides, og hvor meget der dog med overvejende sandsynlighed deraf kan sluttes. Lad os se, om ikke konst og digtning stadig vil vende tilbage til det tilsvarende: realistisk at fjerne alt subjektivt fra det givne, og poetisk at udfolde det med hele den rigdom, del­ er nedlagt i konstneren selv. Efter disse bemærkninger skal jeg tillade mig endnu en­ gang at forsøge på at give et bidrag til besvarelsen af et par hovedsporgsmaal vedkommende det ældste Kobenhavn, for så at overlade det til andre med bedre tid og friske kræfter at bringe sagen videre. I. FRUE KIRKE. Det kan ikke være undgået Dr. Ileise, i hvor høj grad Absalons brev har været punctum saliens for mit andet indlæg. Min hovedopgave må det derfor være at hævde den forhen fremsatte opfattelse af dette, som jeg ikke i nogen henseende kan finde berørt af Doktorens indvendinger.