591744488

Humør øser han stadig ud af sine rige Kundskabs- skatte, i Samtale med sine Lærlinge eller Foredrag fra Katederet lige uimodstaaeligt. Men Johan Borup er ikke blot kundskabsrig og veltalende. Han er ogsaa en klog Mand, som forstaar at tie med det i lange Aar, som der ikke skal snak­ kes om. Han er gaaet uskadt igennem det politiske Bras og meget andet Staahej. Hovedstadsbladene, »Sekundviserne paa Tidens Ur,« som Biskop Mar- tensen sagde, hejser alle sammen et lille smukt Flag til hans Ære ved festlige Lejligheder. Selv »Poli- tiken«, som jo kan komme i højt Humør, naar en langskægget Professor laver Halløj med den Historie­ undervisning paa Højskolerne, som han ikke kender, skriver til Borups Ære: Nu er han lige ved Maalet, der mangler kun denne Højskolebygning, saa er Sagen skredet over Dør­ tærsklen, Verdens højeste Bjerg, og Højskolen kan ogsaa i København blive de unges Hjem. I Gaar kom der ind i min Arbejdsstile en ung, ubemidlet Mand og tegnede sig for 25 Kr. Han viste sig at være en af de mange, som med en rørende Taknemlighed klynger sig til Borup. Mens vi talte sammen var der noget i hans Øjne som jeg tyder paa følgende Maade: »Kære Borup! Bliv aldrig træt. Hold Ilden brændende. Den Tid er ikke fjern, da du vinder fuld Forstaaelse i dit Livs mangeaarige Kamp for en ædel Sag. Og da skal din Gerning skyde nye, fagre Skud, som Vis­ domsgudindens Oliventræ i Athen efter den frygte­ lige Ildebrand!««