591744488

derfor rummede den noget og virkede bestandig som ny. Og Borup har altid forstaaet at knytte handlefaste og selvstændige Lærere til Skolen. Mænd, der ikke saa sig tilbage, om hvordan Per og Poul havde gjort det og det, nej, de gik til Bunds i sig selv, sænkede Spanden i Dybet og hejste ny Friskhed op af Menne­ skenes aandelige Kildevæld. Om deres Navne er der flettet lysende Tankerækker, vundet i fredelig Kamp. Underet var sket, Højskolen havde indtaget Kø­ benhavn og allerede i Aaret 1910 var Byens Beboere klar over, at det forholdt sig saadan. Man var ikke afvisende, heller ikke imødekommende, men der lød ikke mere Spot og Latter. I 80erne lo man af den træskoklaprende, vadmelsduftende Tanke, og med Bette, for Københavnerne bærer Silke i Vad­ mels og Lak i Træskos Sted. Gadens Klima gør Folk skeptiske, man er ikke vant til Høstakduft. Men Underet skete altsaa alligevel, for Borup var den rigtige Gartner til at indpode Højskolen i Køben­ havn. Litteraturen i 80erne og 90erne gjorde sit til, at Folk fik spærret op for Tankerne, men først og fremmest satte Arbejderbevægelsen i de samme Aar Tankerne i Sving, og i dens opmuldncde Jordbund brugte Borup Spaden. Højskolemændene Landet over rettede Blikket mod den unge Pioner, og det var ikke venlige Øjne, de saa med. De havde hver som en Aversion mod det forfinede København. Fandtes der enkelte i Byen, som gerne vilde paa Højskole, saa skulde de