591744488

Og Manden som i Mængdens travle Mylder, fortroligt, hjemligt, under IIverdagsnavn, har ført den Tanke, som vi alle hylder, til Gennembrud i Folkets København, vor djærve Redningsmand i første Række, som Aar igennem slidsomt maatte trække den tunge Plov i Ødemark og Rrak, ham bringer vi vor Hilsen og vor Tak. Vi gik og stamped i en Marsch paa Stedet, i lune Kroges jævne Puslespil, stilfærdig hørte vi den Vise kvædet: et Vikingtog, en Vinding maa der til. Men nu blev en og anden træt og tynget, vi føler os dog lykkelig forynget. Nu klinger Gj alderhornet langt og lydt, her er vort Fremstød, løfterigt og nyt. Vi ved det, der er Skranker nok og Kløfter, som skiller Folket efter hver Mands Dont, men denne Skole er et Land, som løfter sin Linie i en større Horisont. Saa lad os bære Sten og Kalk og Tømmer, mens vilde Floder over Verden strømmer, at den kan staa der stolt og fri og stærk som danske Viljers fælles lyse Værk. Men nu skriver vi 1921. Var det dog ikke paa Tide at faa rejst den Rygning? I Snesevis har Høj­ skolerne rejst sig paa Landet, enkelte som smaa Slotte. Skulde en Femtedel af Landets Refolkning samlet paa et Sted, i en Ry, da ikke kunne rejse bare een Højskole. Og just nu er der de bedste Forhaabninger om,