591733028

niaa man tænke sig ham siddende i Stolen foran det op- slaaede Skrivebord — der ligger endnu paa Hordet et af lians henved 4000 efterladte egenhændige Breve — med Pen i Haanden og holde Regnskab med en eller anden Haandværksmester, som staar ærbødig bukkende i Doren. Stakkel! om der er noget, der vækker den strænge Arbejds- herres Mishag. Den „Dannemand“ maa være glad, om han slipper med en Spydighed, at han skal tage sig i Vare, at ikke Solen stikker ham paa Hovedet i disse Hundedage, eller med Truslen om frit Logemente for en Nat eller to paa det Blaa Taarn. Det har ogsaa kunnet træffe, at der fulgte et Rap med af Stokken, om den var inden for Række­ vidde; thi Kristian IV var en hidsig og opfarende Mand, om end der næppe var en saa hemmelighedsfuld Magt i hans Slag, som Sagnet mener, naar det fortæller, at ingen kunde leve, hvem Kongen havde lagt Haand paa i Vrede. Kongens Botanicus, Dr. Otto Sperling, der havde In­ spektion over Haven, blev en Dag indbudt til hans Taffel paa Rosenborg. Der var kun 3 Gæster foruden Sperling, Statholderen, Korfits Ulfeld, Rentemester Jorgen Vind og dennes Broder Iver, Sekretær i det danske Kancelli. Der blev drukket lystigt, og inaatte jeg — fortæller Sperling — ligeledes gøre Besked. Da nu Kongen blev noget lystig af Vinen, begyndte han at tale Italiensk med mig, hvilket Sprog han i sin Ungdom havde lært af sin Fægtemester, en Paduaner ved Navn Salvator Fabri. Dette, at Kongen talte saa længe Italiensk, fortrod saa hemmeligen Rente­ mesteren, thi han var ikke noget fremmed Sprog mægtig; han tænkte derfor at have mig til Spot og sendte sin Tjener ud for at hente ham nogle Nælder. Da nu Tjeneren kom med Nælderne, trak han en Handske paa, tog Nælderne og præsenterede mig dem, idet han spurgte, om jeg kendte den Urt. Jeg svarede, at Rentemesteren maatte sikkerlig kende Urten, efterdi han havde taget, en Handske paa, og greb jeg fast om Urten, idet jeg derhos sagde: Saadanne Nælder brænde mig ikke, jeg er vel bekendt med dem.“ Kongen lo højt og sagde til Rentemesteren: „ Ja Gu’, Jorgen, kom nu igen! Du est kommen for tilig! Du skulde have biet med dine Nælder, indtil han var blind fuld! Ney, hånd kand endnu tale for sig.“ Næste Gang Sperling fortæller om Kristian IV paa Rosenborg, blev ogsaa den sidste. Det var, da Kongen