591173456

med alle Brødrene og undte dem det at have og holde, som herefter staar skrevet . . . Den »store Død«, som her omtales, maa være Pestepidemien, som i Aarene fra 1346 til 1352 hærgede hele Europa. Vi staar her vistnok overfor Landets ældste Svendegilde. I senere Skraaer lyder samme Tone fra de ældgamle Fostbrødregilder, og mærkelig nok er den Indledning, som staar over de kjøbenhavnske Farversvendes Konvention, skønt den er af saa meget senere Oprindelse, ikke synderlig afvigende i Tendens og Tone. — I denne Forbindelse maa det og- saa nævnes, at Lavene ofte havde deres eget Alter i Kirkerne, og at der jævnlig sluttedes Overenskomst med Klostre og andre gejstlige Stiftelser, hvorved disse til­ sagde Haandværkerne Andel i deres aandelige Goder „tam post mortern qvam in vita“, hvilket vilde sige, at Haandværkerne indflettedes i Klosterbrødrenes Bønner, og at der læstes Sjælemesser over de døde .------ Ved Siden af Lavsartiklerne udviklede der sig i Tidens Løb og især i Tyskland en Række Haandværker- skikke og Sædvaner, ofte af forunderlig grotesk Karak­ ter, som kom til at spille en overordentlig Rolle dels for Svendenes indbyrdes Samkvem, dels i disses Forhold til Mestrene, idet der ofte blev lagt langt større Vægt paa Skikkenes Iagttagelse end paa selve Lavsartiklernes Over­ holdelse. Naar en rejsende Svend kom til Byens Her­ berg, var det ikke Lovene og Statutterne, han først spurgte om, men derimod om Haandværkersædvane (Handwerkergewohnheit) overholdtes. Hans Forespørgsel skete som oftest paa den Maade, at han erkyndigede sig om, hvorvidt der i Byen var »Ældst og Yngst« (Åltest und Jungst), hvilket vil sige, om der i Byen var saa mange arbejdende Svende af Faget, at de holdt Lavsfor­ samling og valgte de to almindelig forekommende Lavs- embedsmænd, Ældstesvenden og Yngstesvenden. De nævnte Skikke var for en stor Del Hemmeligheder, over hvis Bevaring man nøje vaagede, og naar den nyankomne