591173456

var ikke det eneste. Det var ikke en blot og bar Tale- maade, naar Medlemmerne af den enkelte Sammenslut­ ning kaldte hinanden Brødre, men Udtryk for en virkelig gensidig Omsorg for hinandens materielle og aandelige Vel. Almindelige er Bestemmelser om, at Brødrene under Sygdom og Nød skal træde hjælpende til. Undertiden gaar man endog saa vidt i sin Omsorg, at det bestem­ mes, at hvis en Broder har mistet sin Ægtefælle, skal der ydes ham Hjælp til at finde en Trøsterinde blandt Byens ærbare Jomfruer eller Enker, helst en Datter eller Enke af Fagets Udøvere. Man kunde øjensynlig i hine Tider med samme Ret tale om Skræder- og Skomager- blod, som man talte om Konge- og Adelsblod. Alminde­ lige er ogsaa i Katolicismens Dage Paabud om at sørge for Sjælemesser over en afdød Broder, ligesom det paa­ hvilede Brødrene paa de store Højtider — og navnlig i Pinsen — at gaa til Alters sammen med deres Husstand, alle iført deres bedste Klæder. — Disse aandelige Pligter var sikkert en Arv fra de ældre Gilder, disse ejendomme­ lige Fostbrødresamfund, der, selv hvor Medlemmerne var Købmænd, havde Karakter af halvvejs gejstlige Ordner. Det er ligeledes Traditioner fra disse ældre Gilder, der bevirker, at adskillige af Haandværkerlavene indvis til Helgener eller Helgeninder eller indledes in nomine patris et jilii et spiritus sancti, i Guds Navn eller paa anden lignende Maade. En ganske interessant Indledning har Odense Skomagersvendes Skraa fra 1405 eller 1406: Det skete saa i forne Tid, at stor Død regerede over al Ver­ den, den man kaldte pestilencia, da frygtede saavel unge som gamle, ti Døden sparer ingen, da frygtede ogsaa Skomagersvendene i Odense for Døden og tænkte da, at de vilde ordne deres Sager saaledes, at om nogen af dem døde, skulde han være vel beskikket, og gik de til Older­ manden og til Stolebrødrene, som da var Forstandere i Odense Skomagerlav, og bad dem, at de vilde gøre vel og unde dem at have et Kompagni, da beraadte de dem