591173448

desuagtet var hun altid klædt i hjemmegjort Hvergarn, og hun gik helt op i sit Farveri. Hun blev stødt, naar den vemodige Farversvend, der var en Slægtning af Professor Riisbrigh, blev drillet med, at han var bleven Farver, fordi han ikke havde Hoved til at studere. Mdm. Møller, der agtede sit Hverv ikke blot som Haandværk, men ogsaa som Kunst, bemærkede da, at der ogsaa hørte Hoved til at være Farver. — Det var denne Forretning, som Farver C. P. IV. Helst se­ nere overtog. Trods Mdm. Møllers store Virksomhed og høje Tanker om Farvekunsten, stod denne dog næppe synderligt højt her­ tillands. 1815 hedder det, at vi langt fra her kunne farve Bomuldsgarn med alle de Nuancer som i England, Preussen, Sachsen o. fl. Lande, og i Begyndelsen af Trediverne lyder Dommen saaledes: Farverierne her i Landet drives især i mindre Værksteder og beskjæftige sig udenfor Kjøbenhavn næsten udelukkende med Farvning af Husflidsfrembringelser; de større Klædefabriker have deres egne Farverier, medens Farvningen af Bomuldsgarn udføres i særskilte Farverier, hvoraf enkelte fortrinsvis kun beskjæftige sig med visse Far­ ver og saaledes opnaa en større Øvelse i disses Behandling. Men Dommen bliver endnu strengere 1843. Farver N. Clir. Lind skriver i det nævnte Aar til Fabrikdirektør Rawert: »Vor Kunst er i Forfold, og det eneste Middel til at op­ hjælpe den, er vistnok en Examens Indretning«. Det er betegnende, at en jysk Husmoders Maade at farve Uld sort- 1816 bliver aftrykt med Kommentarer i et kjøbenhavnsk Tidsskrift. Herimod er det et Skridt frem, naar en kjøbenhavnsk Farver Carl Schleisner i 1826 udgiver en 2 *