591167820

Det er i dette Aar et halvt Aarhundrede, siden „Dronning Caroline Amalies kvindelige Plejeforening1 den 6te Oktober 1843 begyndte sin betydningsfulde, af Herrens rige Velsignelse ledsagede Virksomhed. Plejegerningen i Herrens Menighed hører navnlig Kvinden til, og saa længe Kirken har været lier paa Jorden, har ogsaa Diakonissegerningen, eller den kvindelige Plejegerning staaet som en Indretning indenfor samme, der fredende, trøstende, deltagende, har evnet at læge de dybe Hjærtesaar og mægtig bidraget, til at Menigheden her i Forkrænkeliglieden kunde leve et sundt og kraftigt Liv for det evige og uforkrænke­ lige. Men at det just er Kvinden, som gennem hele Kirkens Historie i alle Aarhundreder har mægtet at udrette, hvad aldrig paa den Maade har villet lykkes for det saakaldte stærkere Køn, er, fordi bos hende Hjærtelivet med dets op­ ofrende, selvfornægtende Kraft er saa stærkt fremtrædende. Plejegerningen fremtræder paa forskellig Maade; der er Børnepleje, Sygepleje og Fattigpleje, og den kvindelige Pleje­ forening (saaledes bliver den i Almindelighed nævnet) havde da ogsaa fra først af stillet sig sin Opgave, den at øve Pleje­ gerning, klart for Øje, idet det lied i dens Statuter i deres første Skikkelse: »Foreningens Medlemmer forpligte sig til at træde i personlig Forbindelse med de fattige, for, saavidt