591167820

DRONN I NG CAROLINE AMALIES I DENS HISTORISKE UDVIKLING. UDGIVET I ANLEDNING AF

FORENINGENS HALVHIJNDREDESAARS JUBILÆUM

VED

A. E. MEINERT. r

KJØ BEN HAVN.

TRYKT HOS J. I). QVIST & KONIP. (A. LARSEN).

1893 .

Det er i dette Aar et halvt Aarhundrede, siden „Dronning Caroline Amalies kvindelige Plejeforening1 den 6te Oktober 1843 begyndte sin betydningsfulde, af Herrens rige Velsignelse ledsagede Virksomhed. Plejegerningen i Herrens Menighed hører navnlig Kvinden til, og saa længe Kirken har været lier paa Jorden, har ogsaa Diakonissegerningen, eller den kvindelige Plejegerning staaet som en Indretning indenfor samme, der fredende, trøstende, deltagende, har evnet at læge de dybe Hjærtesaar og mægtig bidraget, til at Menigheden her i Forkrænkeliglieden kunde leve et sundt og kraftigt Liv for det evige og uforkrænke­ lige. Men at det just er Kvinden, som gennem hele Kirkens Historie i alle Aarhundreder har mægtet at udrette, hvad aldrig paa den Maade har villet lykkes for det saakaldte stærkere Køn, er, fordi bos hende Hjærtelivet med dets op­ ofrende, selvfornægtende Kraft er saa stærkt fremtrædende. Plejegerningen fremtræder paa forskellig Maade; der er Børnepleje, Sygepleje og Fattigpleje, og den kvindelige Pleje­ forening (saaledes bliver den i Almindelighed nævnet) havde da ogsaa fra først af stillet sig sin Opgave, den at øve Pleje­ gerning, klart for Øje, idet det lied i dens Statuter i deres første Skikkelse: »Foreningens Medlemmer forpligte sig til at træde i personlig Forbindelse med de fattige, for, saavidt

muligt, at komme disse til Hjælp baade i aandelig og legemlig Henseende«, og nedenfor i § 3: »Hjælpen skal fortrinlig være rettet paa de syge«. Her have vi da, hvad der ved Foreningens Stiftelse stod de Kvinder for Øje, som først toge Gerningen op; hvorledes denne Grundtanke kom til at udvikle sig i Tiden, vil Foreningens Historie vise os. I alt hvad der har udfoldet et sundt og kraftigt Liv her i Verden, har man altid fra først af stillet sig et Maal for Øje, der var istand til at heaande Sjælen og rive den med sig; men saa har man dernæst prøvet sig frem, Erfaringen har for det uhildede Blik staaet som den paalideligste Vejleder, og idet man har fulgt den uden dog nogensinde at tahe sit oprindelige Maal afsigte, har der udviklet sig noget virkeligt skønt og godt, der har haaret velsignede Frugter for Fremtiden. Som det er almindelig bekendt, er vor Hovedstad alt fra gammel Tid rig paa Stiftelser i velgørende Øjemed, ved hvilke man er kommet de gamle, de syge, de fattige, Smaabørnene, til Hjælp. Og som nu i en senere Tid Foreningsaanden altmere begyndte at røre sig, dannede der sig Selskaber med velgørende Øjemed i forskellige Retninger, som det forenede Understøttelses­ selskab, 1788, det søsterlige Velgørenhedsselskab, 1790, det kvindelige Velgørenhedsselskab, 1815, Asylselskabet, 1835, og mangfoldige andre, fra hvilke der er udstrømmet en rig Vel­ signelse, der ikke noksom kan paaskønnes. Men hvad der er det særegne for den kvindelige Plejeforening, hvorved den har brudt en ny Bane, er dette, at den forpligter sine virkende Medlemmer til at træde i et personligt Forhold til de ringere stillede i Samfundet. Naturligvis vilde Oprettelsen af et saa- dant Selskab have været en dødfødt Tanke, naar den ikke havde kunnet støtte sig til den levende Trang i Menigheden til personlig at træde dem nær, der trængte til, at man kom

dem til Hjælp; forud for dette Selskab har Vejen været kendt op paa Tagkamrene, hvor nødlidende og syge kæmpede og lede. Men en Forening med det Formaal, at hjælpes ad med personlig at antage sig de fattige, kendte man, saavidt jeg ved, ikke, før den kvindelige Plejeforening i saa Henseende brød Banen. Vel ved jeg, at der allerede fra Aaret 1821 har be- staaet et »Sygeplejeselskab« for det mosaiske Trossamfund, men hvorvidt dette ved Siden af den legemlige Pleje har sat sig som Formaal at udøve en aandelig Indflydelse paa de syge, er mig ubekendt. Den, der hos os ikke blot var den første, hos hvem Tanken om en kvindelig Plejeforening opstod, men som ogsaa fik Sagen sat i Gang og rundhaandet understøttede Virksomheden fra Aar til Aar lige til sin Død, var Kong Christian den Ottendes Hustru, den ædle, kristeligsindede Dronning Caroline Amalie. Naar hun kaldte de danske sine kære, elskede Børn, da var det i hendes Mund mere end en Talemaade; ti hun var virkelig en Moder for sit Folk og omfattede som saadan hele Folket, høje og lave. Men navnlig følte hun sig som en Moder for de ringestillede i Folket, Smaabørnene, de fattige, de syge. Hun stræbte da altid at virke til deres bedste, men ikke som den, der fra sit høje Stade kun seer de smaa som fra det fjerne. Nej, som en virkelig Moder traadte hun dem nær og lod sig finde iblandt dem. Højhed gør ydmyg, det vil altid være Tilfældet, hvor hos den, som er stillet paa en over­ ordnet Plads, Kristentro fylder Hjærtet. Der var vel ikke ret mange, der i de Dage forstode Dronningen, de mægtede ikke at opfatte det Dyb af kristelig Kærlighed, som hendes Sjæl indesluttede. Just fordi hun var Dronningen, Folkets Moder, og hun med moderlig Kærlighed omfattede sine Børn, kunde hun ikke holde sig fjernt fra dem, der stode hendes Hjærte saa

nær, og at det just var Landsmoderen, hos livem Tanken opkom om at træde de fattige personligt nær og saaledes aandelig og timelig at komme dem til Hjælp, maa derfor ikke undre os. Jeg vil kun dertil føje som den, der i min Ungdom som Lærer i hendes Skole hyppig havde Lejlighed til at iagttage den elskelige Dronning, naar hun saa naturligt og jevnt, men dog med et saadant Udtryk af stille Værdighed færdedes blandt de fattige Smaabørn, at aldrig glemte man noget Øjeblik, at man stod ligeoverfor Dronningen, ligesaa lidt som man over Dronningen nogensinde glemte, at det var Herrens ydmyge Tjenerinde, man havde for sig. Det var altsaa Dronning Caroline Amalie, som den kvindelige Plejeforening skylder, at den blev stiftet, og som gennem en lang Række af Aar levede og aandede for dens stille Gerning og sunde Udvikling. Hun har ved den sat sig et levende Mindesmærke i det danske Folk, og mig i det mindste staar det klart, at man ved at frede og støtte denne hendes Kærlighedsg' rning paa den naturligste og bedste Maade giver sit Bidrag til et Mindesmærke for hende. Paa den anden Side er det betegnende, at Forhandlings­ protokollen, idet den omtaler Samfundets Stiftelse, slet ikke nævner Dronningens Navn, men gaar ud fra, at det allerede længe har været anset som ønskeligt, at liere kristelige Damer med Hjærte og Interesse for de fattige sluttede sig sammen for at staa hverandre bi med Raad og Daad i at række værdige trængende, og navnlig fattige syge, en kærlig, deltagende og hjælpsom Haand. Dronningen har jo aabenbart ikke ønsket, at Foreningen skulde fremtræde som den, der skyldte hendes Omsorg sin Tilværelse. Ogsaa deri genkende vi hendes Sjæls Adel; hun forstod, at hvad der skulde virke til sand Velsignelse, maatte have en selvstændig Kraft og ikke være bragt tillive som Følge af Paavirkning fra højere Steder.

Naar jeg siger, at det var Dronning Caroline Amalie, der fattede Tanken om en kvindelig Plejeforening og fik den ført ud i Virkeligheden, da er Meningen ikke den, at det var hos hende som hos den første, at denne Tanke opstod. Dronningen havde allerede 1838 gjort Bekendtskab med den navnkundige hamborgske Dame Amalie Vilhelmine Sieveking, der ogsaa fra sin Side havde følt sig inderlig hendragen til hende. Nu havde der under Frk. Sievekings Styrelse allerede i liere Aar i Hamborg bestaaet en af hende stiftet Forening til fattiges og syges Pleje, hvis Formaal og Virksomhed i høj Grad tiltrak sig Dronningens Opmærksomhed, og da hun nogle Aar derefter atter var i Hamborg og saa det storartede Opsving, som Amalie Sievekings Værk imidlertid havde taget, modnedes hos hende den Plan, ogsaa at gøre sine fattige delagtige i den Velsignelse, som dér udfoldede sig for hendes Øjne, i hvilken Hensigt hun i Eftersommeren 1843 skrev til hende og indbød hende til sig i Kjøbenhavn. Hun kom da ogsaa paa Dronningens Indbydelse og hjalp hende under hendes Bestræbelser for at faa den kvindelige Plejeforening sat i Gang og ordne dens første Virksomhed. Vor kære Dronning havde altsaa paa en Maade sendt Bud efter Frk. Sieveking, for at hun skulde hjælpe hende med at faa en Forening til de fattiges Pleje bragt istand i Kjøbenhavn. Men nu gjaldt det at finde en Dame, der kunde være skikket til som Forstanderinde at staa i Spidsen for det paatænkte Værk. Og en saadan fandt hun i Kammerherreinde Rosenørn, født Wormskjold, en fra Hjærtets og Forstandens Side lige højt begavet kristelig Kvinde, lige saa udrustet med sjældne aande- lige Fortrin som med praktisk Dygtighed i alle Livets Forhold. Hun var Enke efter Stiftamtmand, Kammerherre Rosenørn i Aarhus og boede paa den Tid i Kjøbenhavn, hvor Dronningen

havde lært hende at kende gennem den Kærlighed og det praktiske Blik, hvormed hun omfattede Asylsagen, der jo altid havde staaet Dronningens Hjærte saa nær. Hun vilde da heller ikke have kunnet finde nogen, der bedre var skikket til at føre hendes Tanke om Kvindegerningen til de fattiges Pleje ud i Livet. Hun og 7 andre Damer samledes da hos Frk. Sieveking i Hotellet »Stadt Hamburg« den Gte Oktbr. 1843, forat de, idet de fra den Dag i Herrens Navn toge fat paa Arbejdet, kunde lade sig vejlede af hendes indsigtsfulde Raad. Ved samme Møde vedtog man da ogsaa Grundbestemmelserne for Foreningens Virksomhed i Lighed med de af Frk. Sievekings Forening antagne. Det er dem, der danne Grundlaget for Statuterne, saaledes som de senere have udviklet sig. Foreningen skulde som alt i Verden have et Navn, og man valgte at kalde sig: Plejeforeningen af besøgende Damer for de værdige trængende og syge. Men dette Navn var jo aaben- bart noget langt, og blev i Folkemunde til: »Dameforeningen«, medens man selv nævnede sig: »Den kvindelige Plejeforening« og i Tiden slog det fast som Foreningens rette officielle Navn. Ved Valget af en Forstanderinde blev Kammerherreinde Rosen­ ørn enstemmig kaaret til at indtage denne Plads. Det var jo iøvrigt noget, der fulgte af sig selv, da det var hende, som Dronningen havde udseet til at føre hendes Tanke om en Plejestiftelse for de fattige og syge ud i Livet, og ingen var vel mere skikket end hun til at overtage et saadant Hverv. Men der behøvedes ogsaa en Kvinde af en ganske særegen Dygtighed til at lede et saa aldeles nyt Arbejde. Rigtignok havde Frk. Sieveking fulgt hende ved hendes første Optagelses­ besøg og været tilstede ved de første Ugemøder. Men hun havde jo sin egen Gerning derhjemme, som hun maatte tilbage til, og der stod nu den ny Forening uden Erfaring, vistnok med

en levende Begejstring for Plejegerningen i Menigheden, men iøvrigt som den, der ved at tage en ny Gerning op maatte prøve sig frem Skridt for Skridt. Nu vel, i egenligste Forstand var det jo heller intet nyt, det var næppe for nogen af Medlem­ merne første Gang, hun opsøgte de fattige i deres Boliger. Men som en Gerning, der røgtedes af en Forening af samvir­ kende Kræfter, var den ny, og hvert Øjeblik traadte det Spørgs- maal frem, hvorledes man ved de indtrædende Vanskeligheder havde at forholde sig. Foreningens Pengemidler frembøde ingen Vanskeligheder, de vare ikke store, ti man havde i Følelsen af, at man stod med uøvede Hænder ligeoverfor et nyt Foretagende uudseet sig ved ofienlig at henvende sig til sine Medborgeres Godgøren­ hed. Bidragene vare da ogsaa mest kommet ind fra Venner og Kyndinge. Dronningen gav 500 Rdl. aarlig, den gamle Enkedronning 100 Rdl., og hele Beløbet var i det første Aar benved 1700 Rdl. Herved synes vistnok ikke at kunne udrettes meget. Men saa var man da heller ikke tynget af nogen For­ pligtelse; man hjalp med hvad man kunde, og forslog det ikke, var man ikke bange for, selv at gribe i Pungen og at bevæge andre til det samme. Heller ikke behøvede man at nære Frygt for at komme til at fattes virkende Kræfter; i den første Vinter vare alle­ rede ld ny Damer traadte til, saa hele Antallet beløb sig til 22. Ogsaa Forretningsordenen frembød fra først af kun faa Vanskeligheder. Man havde almindelige Regler, som vare praktiske og lette at følge. Forstanderinden aflagde Optagelses­ besøget og undersøgte, saa godt det lod sig gøre, Forholdene. Indholdet af hendes Iagttagelser bleve indførte i en Bog, i hvilken ogsaa efter et trykt Schema de besøgende Damers Be­ mærkninger om Orden og Renlighed, Savn og Mangler osv.

vare at indføre. Ved de ugenlige Møder afstemte man om Optagelsen, man taltes ved saavel om de almindelige Forhold som om de enkelte fattige, og Tilsynet med dem blev ogsaa overladt til 2—3 Damer, som skiftedes til at aflægge de mindst ugenlige Besøg. Hvad der ydedes af Gaver gik gennem disses Hænder og blev da altid meddelt i Form af Anvisninger paa de forskellige Handlende. Men hvorledes fandt man nu disse fattige, der trængte til Hjælp; det er i Almindelighed ikke dem, der selv melde sig, men dem, man maa opsøge, som ere værdige til Understøttelse. Ja derom hører man i de første Beretninger, at de navnlig bleve Plejeforeningen anviste af — Fattigvæsenet. »Vort Maal, hedder det, er at supplere. Fattigvæsenet giver Brød, nogen Huslejehjælp, Lægetilsyn og Medicin osv. Men vi for­ skaffe Pleje i Sygdom, Renlighed, noget til Hjælp til nærende Spise, ofte Klædningsstykker og Linned til store og smaa, og Fodtøj til de sidste, forat holde Fødderne tørre, saa vigtigt for de kjertelsvage, og hvorved en Hindring for Skolegang af­ hjælpes. Ogsaa uddele vi nu og da Madratser og Tæpper. Ved vore jævnlige Besøg hos de syge lære vi at kende alle Details i Familierne og kunne raade Bod paa Manglerne. Den olfenlige Forsørgelse gør altsaa sit, vi vort«. Jeg vil her ikke indlade mig paa en indtrængende Kritik, men blot bemærke, at to Ting meget vel hver for sig kunne være gode, uden at de derfor passe ind i hinanden og saaledes kunne udfylde hinanden. Der var her aabenbart fra først af en Famlen til­ stede, hvorledes skulde det vel ogsaa kunne være muligt andet; men godt var det, at Plejeforeningen under sin Udvikling ikke blev i det Spor, at ville supplere Fattigvæsenet. Af det ovenfor anførte fremgaar da ogsaa Udstrækningen af Plejeforeningens Hjælp i dens første Tid. Det var fortrins

vis Fattigpleje og ikke som nu udelukkende Sygepleje, som man tilstræbte. Den ordinære Understøttelse var kun ubetyde­ lig, Anvisning paa nogle 7T Brød (»da det, som Fattigvæsenet ydede, ikke var tilstrækkeligt«), nogle faa Urtekramvarer, lidt Kød, der blev anvist ved Damernes Besøg en Gang ugenlig, og ingen enkelt Anvisning maatte uden ifølge fælles Samraad beløbe sig til mere end 1 Mark. Det kunde jo synes kun at have lidt at betyde ligeoverfor en gennemgribende Mangel, men bragte dog altid som et Lysglimt ind i den fattiges glædesløse Liv. Større Betydning fik det, som blev ydet de syge, og som rettede sig efter hvad der trængtes til; man lod vaske for dem, skaffede dem den fornødne Opvartning, sørgede da ogsaa for Sygemad til dem, alt efter Lægernes Anvisning. Og i det hele fik disse allerede fra Foreningens første Begyndelse en heldig Indflydelse paa dens Udvikling, saa den alt mere blev ledet ind i det rette Spor. Af stor Vigtighed er det saaledes, at man paa Lægernes Anbefaling sørgede for, at der blev ydet mange kjertelsvage Børn en god og styrkende Næring til Helbredets Genoprettelse. Man aftalte det fornødne med forskellige Spiseværter, der for­ pligtede sig til to Gange om Ugen at levere en god og kraftig Kødsuppe med Kød til 12—15 kjertelsyge Børn, og man under­ søgte da ogsaa Tid efter anden, om Maden var, som den burde være. Plejeforeningen levede dengang sit Ungdomsliv. Med Be­ gejstring greb den fat paa hvad den havde stillet sig for Øje som tjenligt for dens Formaal, de fattiges aandelige og timelige Pleje. Det er, som udvider den stadig Blikket for at tage saa meget som muligt med, af hvad der kunde være til Gavn for dens fattige. Af størst Betydning var Oprettelsen af Arbejds. komiteen. Man opfordrer de fattige til at arbejde; men saa

maa man ogsaa gøre noget, forat de virkelig kunne faa et Arbejde, der ikke overstiger deres Kræfter. Med Hensyn til Mandsgerning saa Foreningen jo nok, at den saa godt som intet kunde udrette; Kvindearbejde derimod med Strikning, Spind og Syning syntes at ligge nærmere og var tilmed en Sag, som et Kvindesamfund tilfalde forstod sig paa. Saa oprettedes der da en Arbejdskomité med to Afde­ linger, en for Spind og en for Strikning, hvilken da ogsaa en stor Del af Selskabets Midler blev overgivet til som Driftskapi­ tal. Man maatte give sine Arbejdersker større Løn, end de ellers ved saadant Arbejde kunde opnaa, og saaledes bleve Varerne, uagtet man solgte med Tab, dyrere, end de kunde købes i Butikerne. Der vil jo altid fra et nationaløkonomisk Standpunkt kunne opkastes Tvivl om Gavnligheden og Be­ rettigelsen af Foretagender, der ikke kunne bære sig selv, og i ethvert Tilfælde var det et saare byrdefuldt Arbejde for de Damer, som havde paataget sig at forestaa Virksomheden, men som alligevel med sejg Udholdenhed holdt ud fra Aar til Aar. Og Tanken var da ogsaa i og for sig saa smuk, og saa til­ talende for alle dem, der gerne ønskede at tage sig af de fattiges Vel, at man saare nødig opgav den igen, efterat Arbejdskomiteen først var oprettet som en væsenlig Del af Foreningens Virksomhed. En anden Indretning, som man søgte at bringe i Gang, var en Laanekasse, i hvilken Anledning der af Foreningens Midler blev udtaget 100 Rdl. til at begynde med. I Tidens Løb ere disse Penge vistnok gaaet tabte, ti der findes intet Spor af dem i Regnskaberne. Og i det hele er det en meget mislig Sag med Udlaan til de fattige, da Smaafolks hele Stil­ ling er saa uforenelig med Tilbagebetaling af Laan. Men hvad der under det altsammen var af en uendelig

dybere Betydning, var den aandelige Pleje, som kristelige Kvinder, idet de med en lille Haandsrækning traadte ind i de fattiges Hjem, sattes istand til at yde. Hjærterne aabnede sig for de venlige Damer, der saa mildt og kærligt traadte de fattige nær; de udtalte for dem, hvad der trykkede og æng­ stede dem, og mange sattes saaledes istand til at lytte til Vidnesbyrdet om deres Gud og deres Frelser, saaledes som det stille og ydmygt allagdes af den, som selv havde erfaret den Trøst og Lægedom, som Gudsordet indeslutter. Det var en kvindelig Plejegerning, som dengang tog sin Begyndelse, og som har været fortsat nu i 50 Aar, visselig til stor Vel­ signelse i de fattiges Hjem. Igennem den stille, ydmyge Ven­ lighed traadte uden mange Ord Herren selv med Livets Vidnes­ byrd hen til dem. Saaledes forstaar i Almindelighed kun en Kvinde at røgte Kaldet fra Gud, ti kun hun evner at pleje, det er: med Hjærtet at dvæle for den syge, den forladte. Hun forstaar at tysse paa det utaalmodige Hjærte, at tale godt til den forsagte, behandler en saadan ofte næsten som et Barn; men under det altsammen trænger Smilet frem, og med det samme vaagner Trangen til at høre og læse Guds Ord. For­ eningen havde da ogsaa modtaget en Samling af Nytesta­ menter, Opbyggelsesbøger og Salmer, som hyppig udlaantes. Men idet man saaledes blev hjemme hos de fattige, lærte man alt mere dem og deres Tænkemaade at kende, at »Folk af den Slags« hvad Hjærtelivet angaar slet ikke staa tilbage for de højere Stænder. Paa den Maade er der sluttet mangt et Venskab for hele Livet, og det er saare yndigt, hvad der navnlig i de tidligere Beretninger fortælles om Livet i de fattiges Boliger, under Sygdom, Savn og haarde Tyngder af enhver Art; alle disse Træk af glad Nøjsomhed, af stille Taalmod, af levende Kristentro efterlade det skønneste Indtryk.

Det er Plejeforeningens Idyl gennem dens Ungdomsliv, der saaledes i de første Aar af dens Tilværelse træder frem for os. Men Menneskelivet er intet Idyl, og det gælder da navnlig de fattiges Liv. Saa se vi da ogsaa her, at man tidt og ofte kom under Vejr med, at Virkeligheden svarede ikke til Ideen; man traf ikke alene Utaknemlighed, den følger jo altid her i Verden med Velgerningerne; selv om den ene har Hjærte til at give, har den anden derfor ikke altid Hjærte til at modtage, saa man kræver som en Ret, hvad man med Tak skulde tage som en Gave. Saa traf man fremdeles ofte Stivsind, de fattige have som oftest kun en snever Synskreds, og de forstode sjældent hvad der blev talt til dem, forat bevæge dem til at sende deres Rørn i Asyler eller i Skole (dengang blev Skolepligten ikke saa strængt overholdt); ja man traf oftere helt uværdige Familier, som man havde ladet sig narre til at optage, men som man nødtes til at skille sig af med, fordi de ikke passede ind i hele den Stilling, som Pleje­ foreningen havde indtaget ligeoverfor den fattige Befolkning. Man havde i den Tid blandt de fattige Familier, som man tog sig af, nogle, der under Sygdom, navnlig Forsørgerens, vare optagne til midlertidig Understøttelse, andre, som vare fast optagne, saaledes at de, om de endog i nogen Tid kunde være Hjælpen foruden, dog igen, naar navnlig om Vinteren Arbejdet hørte op, eller Fortjenesten blev ringe, atter meldte sig, og blandt disse udviklede sig i Tidens Løb en fast Stok af gamle og svagelige Pensionister, af hvilke mange igennem en lang Række af Aar nøde godt af Foreningen. Men at der i hele dette Forhold laa en Fare, en Fare for Foreningen, som derved blev hemmet i den fri Udfoldelse af sin Virksomhed, og navnlig en Fare for de fattige selv, der saaledes kom ind under et Formynderskab, der sløvede dem og hindrede deres

Selvstændighed, gik alt mere op for Bevidstheden, og man erfarer da ogsaa af de første Beretninger, at Plejeforeningen frygter for at fremkalde den Formening blandt de fattige, at den skulde ville antage sig dem til fast Forsorg; man burde derfor, hedder det, saa vidt muligt gøre sig det til en Regel, kun at hjælpe for en Tid, og saalænge Nøden var meget stor. Det synes navnlig at være Kammerherreinde Rosenørns praktiske Blik, som denne Bevidsthed, der med hver Dag blev mere levende, skyldtes. Den Dygtighed, med hvilken hun vidste at styre Foreningens Anliggender, nød blandt dens Med­ lemmer almindelig Anerkendelse, og navnlig beundrede man hos hende Dygtigheden til at kende sine Folk og i Tvivlsfald at gribe det rette. Det var derfor ogsaa et stort Tab for Foreningen, da hun efter 5 Fjerdingaars Forløb blev nødt til at slippe denne Gerning, da hun blev udnævnt til Over- hofmesterinde hos Hds. Majestæt Dronningen; hun vedblev dog lige til sin Død at forestaa det besværlige Regnskabsvæsen, ligesom ogsaa Overbestyrelsen af Selskabets Anliggender forblev hos hende. Herved kom tillige Dronningen selv i nærmere Berøring med den paa hendes Opfordring stiftede Forening. Forstanderskabet blev overtaget af Fru Kammerherreinde W. G. Mylius. Men snart saa denne sig nødt til at fratræde og blev efterfulgt af Fru M. G. Meinert, hvem i 7 eller egenlig i 7V-j Aar Styrelsen af Foreningens Anliggender var betroet til. Her vil jeg endnu tilføje, at i Foreningens andet Aar vare Indtægterne (Overskuddet fra f. A., 315 Rdl., iberegnet) henved 2500 Rdl., hvoraf de kongelige havde ydet 920 Rdl., Gaver engang for alle 506 Rdl., aarlige Bidrag 552 Rdl. Udgiftslisten viser omtrent 2200 Rdl. Paa denne: 125 Rdl. for 130 Par Sko, 125 Rdl. for Brændsel; tillige tindes her opført: Skoleløn,

Værktøj, Kasketter, en Skrædersaks osv., hvilket imidlertid kun angaar ubetydelige Summer.

XX . Naar vi i det følgende komme til at se, hvorledes For­ eningen alt mere førtes til at indskrænke sin Virksomhed med Hensyn til de tidligere optagne Familier for saaledes at sættes istand til med større Kraft at kunne tage sig af de syges Pleje, da var det ikke paa Grund af noget Systemskifte ved en ny Forstanderindes Tiltrædelse; men Manglerne ved det gamle traadte alt mere frem for Bevidstheden. Beretningen 1845—46 meddeler, at i Aarets Løb vare 24 Familier og enkelte Personer optagne, 18 til stadig, 6 til midlertidig Under­ støttelse; 40 Familier nøde ved Aarets Slutning stadig, mest ugenlig, Hjælp, hos 51 var Hjælpen midlertidig indstillet, men man maatte vente, at ved Vinterens Komme mange af disse vilde indstille sig til fornyet Hjælp. I 1846—47 vare af 115 understøttede kun 36 ny, deraf 18 Barselkoner, 1847—48 af 102 34 nyoptagne (17 Barselkoner), og saa fremdeles. Man beholdt altsaa i Almindelighed dem, man engang havde antaget sig, og nægtes kan det jo heller ikke, at for mange var ved Sygdommens Ophør Nøden ikke forbi, og at de trængte til fremdeles at tages under Armen, indtil i det mindste de ved Sygdommen voldte dybeste Saar vare lægte. Der var jo ogsaa mange, som aldrig tilfulde kom sig, og som det var umuligt, efter en Gang at have antaget sig dem atter at slippe. Og i det hele var det jo ikke blot Sygepleje, mente man dengang, men ogsaa Fattigpleje, som Foreningen ifølge sine Statuter skulde øve, idet man, saa godt man evnede det, tog sig af

Smaafolk i det timelige og samtidig søgte at indvirke oplivende paa deres religiøse og sædelige Følelse. At man først og fremmest havde at tage sig af de syge, ligesom man ogsaa derved blev sat istand til at udvide sin Virksomhed til saamange flere, opgik imidlertid efterhaanden for Foreningen. Saaledes hedder det i Beretningen for 1851 —52: »Af disse (nemlig de i Aarets Løb optagne) er ad­ skilliges Befindende nu saaledes, at de om kortere eller længere Tid ville kunne undvære Foreningens Bistand, og det er saa meget mere nødvendigt at unddrage de karske samme, som daglig ny syge begære Optagelse. Det er dog ofte ingen let Sag at afskedige de engang optagne eller at gøre dem be­ gribeligt, at Understøttelsen maa ophøre med den Anledning, som fremkaldte den, de ville saa gærne anse den midlertidige Hjælp som en vedvarende. Men vort Selskab er ingen Forsorgs-, men en Plejeforening. Dog, tilføjes der, er der blandt de af Plejeforeningen understøttede nogle, hvem vi saa at sige maa anse som stabile, og som vi ikke kunne forlade, fordi de ikke kunne undvære os. Denne Klasse bestaar mest af gamle ugifte Piger og Enker, som oftest af en sygelig Legemskonstitution, eller hvem en ulægelig Svaghed, forenet med de fremrykkede Aar, har gjort uskikkede til at varetage deres Dont i Livet. Ilos dem kan en lille regelmæssig Under­ støttelse række meget langt. Damernes ugenlige Besøg ere dem til Trøst og Opmuntring, og mangen Gang bliver der Lejlighed til at afhjælpe en eller anden øjeblikkelig Bekymring. Uden denne Hjælp vilde de kastes over paa Fattigvæsenet, og vi kunne saameget mindre forlade dem, som Helbredsstanden gerne er vaklende, og de egenlig aldrig ere raske.« Ogsaa maa der erindres, at den Hjælp, der ydes Rekon­ valescenter, ofte i egenligste Forstand er at betragte som Syge

hjælp, uden hvilken Sundheden aldrig tilfalde vilde blive gen­ oprettet. Denne Erkendelse, som i de senere Aar saa stærkt er traadt i Forgrunden, var da ogsaa allerede dengang levende tilstede, og ved Siden af Middagsmaden for kjertelsyge Børn omtaler Beretningen 46—47 en Kone, for hvem Lægerne som det sidste Middel mod Afkræftelse havde anbefalet styrkende Middagsmad, og som derved tilfalde genvandt sit Helbred. Men tydelig fremtræder i disse Aar Bestræbelsen efter fortrinsvis at komme de syge til Hjælp, hvad navnlig viser sig, ved at Antallet stadig vokser paa dem, som man hvert Aar antager sig som ny, medens den faste Stok, i det mindste forholdsvis, altmere træder tilbage. Og her maa det da navnlig fremhæves, at fra nu af begynder man med Forkærlighed at tage sig af de fattige Barselkoner, hvis Trang til at støttes og hjælpes, navnlig ved Gaver af Børnetøj, ret var blevet For­ eningen indlysende. Det gjaldt her blot, i nogle faa Uger kraftig at støtte saadanne ved Vadsk, Pleje, Anvisning paa styrkende Føde og, hvor det gjordes behov, Mælk; men først og fremmest gjaldt det om at forsyne dem med Børnetøj. Saaledes hedder det i Beretningen 45—46: »Dyret udbedrer sit Leje, og Fuglen forer sin Rede til det forventede Afkom; men en saadan ulykkelig Kvinde har ikke kunnet skaffe sit Barn den fornødne Beklædning, som det ved sin Indtrædelse i Verden trænger til.« Der gøres da ogsaa en indstændig Op­ fordring til at forsyne Foreningen med saadant paa Steder, hvor det gøres behov, og de følgende Beretninger vise, at man bar forstaaet denne Opfordring og taget sig den til Hjærte. Jeg mindes fra min Ungdom den Forfærdelse, med hvilken min Moder kom hjem fra sine Besøg hos de fattige Barsel- koner. Den Elendighed, som her fandtes, havde hun ikke mægtet at tænke sig. Derfor lød ogsaa hendes Røst saa ind-

trængende om at komme dem til Hjælp, navnlig med Børnetøj, og selv i sin høje Alderdom glemte hun ikke det Indtryk, hun dengang havde modtaget. Det er veltalende Indlæg i Smaafolkssagen, som de første Aarsberetninger indeslutte. Der er en Friskhed og en Livlighed over dem (Foreningen var dengang i sine Læreaar), og det er umuligt at læse dem, uden at Hjærtet oplader sig for vore fattige, idet vi se det Dyb af mild Resignation og glad Tak­ nemlighed over de mindste Gaver, som dengang i det mindste fandtes i mange af de fattiges Boliger. Vi følge da i Aanden de kære Damer paa deres Vandring ned i fugtige Kælderrum, eller opad smudsige, faldefærdige Bagtrapper, ind i mørke, uhyggelige Rum, hvor Fugtigheden driver ned ad Væggene og opraadner Gulvene. Den fattige, hedder det, maa anse det for en Naade, naar han for sine surt erhvervede, under daglige Savn sammensparede Penge kan skaffe sig en som oftest højst elendig og forfalden Bolig. Hønsehuse, Brændeskure blive gjorte om til Boliger for Mennesker. Saaledes var det dengang, nu er det vel blevet noget bedre, efterat det offenlige har taget sig af Sagen, og navnlig siden Byen har udvidet sig saa stærkt hinsides de gamle Volde. Saa høre vi da om Ind­ trædelsen i disse Boliger, hvor Sygdom og Elendighed har nedsænket Beboerne i Dorskhed og fuldkommen Sløvhed og, i det mindste i Førstningen, gjort dem næsten umodtagelige for Opmuntring og Trøst. Men vi høre ogsaa af de besøgende Damer mange Træk, som kunne være os til Formaning og Lærdom, nnar vi kun ero altfor tilbøjelige til med vort unøj­ somme Hjærte at nære Utilfredshed, fordi vi ikke have faaet alt hvad vort Hjærte begærer. Saaledes: det lille Tagkammer, hvor den gamle gigtsvage Pige sidder ved sit Arbejde, medens hun i sin Ensomhed glæder sig over hver en Solstraale, der 2 *

falder paa Urtepotten i det lille Vindue. »0, livor er jeg dog glad ved, at jeg har saadant et dejligt lille Hjem«, siger hun. Eller: Stuen, hvor den gamle næsten halvfemsindstyveaarige Moder sidder med sit smukke, milde Ansigt; der er en Datter, hvis Ansigt er som en lukket Bog om Savn, Lidelser og skuflede Forhaabninger. Men saa den ældre Søster, hvem hele Byrden hviler paa, altid trøstende, altid opmuntrende, uden at slippe Sytøjet, hvorved hun tjener Brødet til sig og sine. Og saa modtage vi da ogsaa gennem Plejeforeningens Be­ retninger Vidnesbyrdet, om hvorledes i de fattiges Boliger mangensteds enfoldig Kristentro udretter mere, end Alverdens Visdom vilde være istand til, idet den giver Taalmod i Lidel­ sen, Udholdenhed i Armod og et fast og frejdigt Ilaab paa Gud her og hisset. At Plejeforeningen paa den anden Side oftere, især i sin uerfarne Ungdom, har ladet sig skuffe af Skinnet, maa ikke undre os, saaledes gaar det jo her i Livet alle dem, som søge at hjælpe. Blandt andre Tilfælde høre vi om en Kvinde, der gav sig ud for at være en Adelsdame fra Corsica, 85 Aar gammel. Men saa slap det ud til, at det var en tyve Aar yngre Bedragerske, der oftere havde været straffet for Hæleri, Spaaen i Kort og andet saadant. .la sligt kan hændes, men næppe fortsættes i Længden, dertil træde Damerne ved deres personlige Besøg dem, de antage sig, for nær, og i det hele er det min Overbevisning, at Kvinden langt sjældnere end vi Mænd paa Velgørenhedens Vej bliver et Olfer for Bedrageri, dertil forstaar hun for godt at bruge sine Øjne, og navnlig er der noget, vi kunne kalde det indvortes Blik, som hun ejer i langt højere Grad end Manden. Men medens saaledes Plejeforeningen i det stille under megen Velsignelse fraoven fortsatte sin Virksomhed, truede en

betydelig Gren af samme med at gaa ind af Mangel paa Midler. Saalænge Foreningen fortrinsvis fremtraadte som en Pleje­ stiftelse for gamle og svagelige, kunde dens Gerning ikke godt tænkes adskilt fra den med den forbundne Arbejdskomites Virksomhed. Selv under den rigeligste Afsætning kunde denne uagtet alle de personlige Oifere af Tid og Kraft fra de Damer, som styrede den, ikke bestaa uden Tab for Foreningen, da man, navnlig hvad Spind angik, mente at maatte tilbyde sine Arbejdersker en betydelig højere Løn, end hvad man paa Grund af Konkurrencen med Spindemaskinerne kunde staa sig ved at yde; men man troede at burde gøre dette Olier for de fattiges Skyld, der baade timelig og aandelig trængte til et saadant Arbejde. Men skønt man saaledes solgte med Tab, kunde man ikke holde Priser med Butikerne, og som en Følge deraf laa store Oplag af strikkede og vævede Varer uafsatte hen, Foreningen havde hvert Aar maattet betale langt betyde­ ligere Forskud til Arbejdskomiteen, end den i Forhold til sine Midler saa sig istand til at udrede, i de første otte Aar 4175 RdL, og alligevel stod denne ved Udgangen af det ottende Aar med en betydelig Mindreindtægt, medens Foreningen maatte erklære, ingen yderligere Understøttelse at kunne give. Der var saaledes intet andet at gøre, end som det sidste Middel at forsøge, om man ikke ved Afholdelsen af en Basar og en dermed forenet Tombola nogenlunde atter kunde blive bragt paa Fode. Basaren blev afholdt fra 17—20 Deebr. 1851 og havde et særdeles godt Udfald, idet Størstedelen af de nævnte Sager bleve afsatte, og der indkom i det hele 2311 Bdl. 52 Sk., saa at det ikke alene blev muligt at fortsætte Arbejdskomi- teens Virksomhed, men ogsaa at købe Statsobligationer til et Beløb af 600 Bdl. som et Reservefond for den. Naar man betænker, at benved 120 fattige Kvinder paa den Maade fik

en lille Fortjeneste, er det ikke saa sært, at det vakte en stor Glæde i Foreningen, at Forsøget med Bazaren tik et saa hel­ digt Udfald. Senere erhvervede Overbestyrerinden en kongelig Bevilling af 31. Jan. 1853 for Foreningen til at lade de ved Arbejdskomiteens Bestyrelse forfærdigede Husflidsgenstande om­ bære og falbyde til Salg. løvrigt bedredes Plejeforeningens udvortes Stilling fra Aar til Aar. Indtægterne stege jævnt, og navnlig øgedes for hvert Aar de aarlige Bidrag, der i Regnskabsaaret 1852 beløb sig til 786 Rdl., og saaledes sattes man istand til at udholde de stadig voksende Udgifter, der jo navnlig gik med til den ugen­ lige Understøttelse i Levnedsmidler, til Sygepleje, Vadsk, Fod­ tøj, Beklædningsgenstande. Foreningen var heller ikke bange for under særegne Omstændigheder at gaa et Skridt videre, hvor det gjaldt at skænke de fattige eller udlaane til dem Genstande, de jævnlig trængte til. Der er saaledes i de for­ skellige Regnskaber ikke alene opført: Madratser, men ogsaa: en Barnevogn, en Gangstol; der findes endogsaa opført: Be­ gravelseshjælp ; men det er dog stedse kun smaa Summer, hvorom det drejer sig. Farligere synes det at være, naar man af Forhandlingsprotokollen ser, at man gentagende Gange er gaaet i Kaution for Erlæggelse af Husleje. Men paa den anden Side gælder det, at de, der varetage en Gerning som Plejeforeningens, i det mindste til en vis Grad maa have fri Hænder; ingen udenforstaaende ere istand til her at afveje Grundene for og imod. Endnu maa jeg nævne en Forestilling paa Iloftheatret, som gav et Udbytte af benved 800 Rdl., og som med kongelig Tilladelse fandt Sted 15. April 1847. Det var kgl. Skuespillere med Frk. N. Ryge i Spidsen, som Foreningen skyldte denne

Hjælp, ifølge Opfordring fra dens mangeaarige Medlem, For­ fatteren Frk. S. Beyer. Imidlertid følte Fru M. G. Meinert, at hun ikke længere var istand til at bære de med Forstanderskabet for Plejefor­ eningen forbundne Byrder. Hun var allerede en ældre Kone, havde tilmed et stort Hus at varetage, en stor Familie at sørge for. Hun traadte da tilbage, og Fru R. Warming, født Tillisch, traadte i hendes Sted. Endnu vil jeg kun som et lille Minde fra dette Afsnit af Plejeforeningens Historie anføre, at, da en af Damerne 25 Aar senere besøgte en syg Kone, fortalte den tilstedeværende gamle Moder, at det havde været som et Lysglimt i hendes Liv, da hun i sine unge Dage fik Hjælp af Foreningen; det var ikke alene Gaven, men navnlig Maaden, hvorpaa den blev rakt, som bun aldrig kunde glemme. Ja der skal en blød Haand til at uddele milde Gaver, og med en saadan er det at der altid i Plejeforeningen er blevet givet. IIX _ Aaret 1853 mindes endnu af mange af os ældre, idet vi med Gru tænke tilbage paa al den Nød og Elendighed, som Koleraen i det Aar bragte over Hovedstaden og dens Ind­ byggere. Men for Plejeforeningen stod med det samme bele dens Tilværelse paa Spil, og havde det ikke føjet sig saaledes, at den i Fru Warming havde faaet en Forstanderinde, der i denne faretruende Tid baade havde Evnen og Villien til at oflre sig til dens Tjeneste, vilde dens Gerning være blevet af­ brudt, da man mest trængte til den, og det vilde da have været et stort Spørgsmaal, om man atter havde kunnet optage den. Hvor et Menneske har sin Livsgerning, maa ban ogsaa

i Farens Stund være at finde, og hvad der her gælder Office­ ren, Lægen, Præsten i deres Stillinger, det gælder ogsaa Kvin­ den i hendes. Det er i Hjemmet, at Hustruen og den voksne Datter have deres Plads, som de, naar det gælder, ikke tør eller kunne forlade, saafremt de da ikke have overtaget For­ pligtelser, som i Virkeligheden have skilt dem fra dette Hjem. Men dette var dengang ikke Tilfældet med nogen af Plejefor­ eningens Damer, ikke engang, som nu, med Forstanderinden; de havde med deres nærmestes Minde overtaget en Gerning ude blandt de fattige; men Tilladelsen galdt kun under al­ mindelige Forhold og maatte tages tilbage, hvor Omstændig­ heder indtraadte, der særlig gjorde dem deres Dvælen i Hjemmet til en ufravigelig Pligt. Vi se her, hvad der ad­ skiller Medlemmer af en Plejeforening fra virkelige Diakonisser, og maa indrømme, at disse ganske anderledes ere knyttede til den Sygeplejegerning, som de have overtaget. Men paa den anden Side har det ogsaa sin store Betydning, at der til­ lige findes Kvinder, der gaa ud fra Hjemmene og det Liv, som der rører sig, forat træde de fattige syge nær. De tage med sig til deres Gerning en Mildhedens og Hjemlighedens Aand, som ofte fattes der, hvor Kvinder forat offre sig helt og udelt til de syges Pleje have forladt Hjemmet og staa uden noget andet Hjem end det, som de have imellem hverandre indbyrdes. Da Koleraen i Aarct 1853 udbrød i Kjøbenhavn, var en stor Del af Medlemmerne fraværende, de fleste af dem, som vare blevet tilbage, afholdtes af deres nærmeste fra at vove sig ind i de fattiges pestfængte Boliger, ligesom de ogsaa selv frygtede for at bringe Smitten hjem med sig fra disse. Kun Forstanderinden og med hende fire ugifte Damer, der ikke vare ansvarlige ligeoverfor noget Hjem (Frøknerne Jensen, Bille, Good og Lassen) røgtede Plejeforeningens Gerning. Selv

var hun en barnløs Enke,*) og saaledes var der mindre, der hindrede hende, end mangen anden; men ligefuldt er det en stor Taknemligheds Gæld, hvori Plejeforeningen staar til Fru Warming for hendes opoffrende Udholdenhed i denne Farens Tid. Arbejdet hvilede næsten udelukkende paa hende, ved Sygdommen var det i høj Grad blevet forøget, og hun havde indtil 40 Besøg at aflægge om Ugen. Ved Koleraens Udbrud blev efter Evne og bedste Skønnende taget særdeles Hensyn til de af Lægerne anbefalede Forholdsregler. Man søgte paa enhver Maade at opmuntre og berolige Sindene, der for de fleste vare nedsænkede i Rædsel. Man sørgede navnlig for Renligheden, lod vadske for de trængende og paasaa, at Boli­ gerne blcve rensede og udluftede. Der blev givet dobbelte Anvisninger paa nærende Fødemidler, og uldne Tæpper og Klædningsstykker skænkedes til dem, der særlig syntes at trænge dertil. Og saa gave disse fem Kvinder sig Gud i Vold og gik ud til deres Gerning, at tilse og pleje de syge, baade de kolerasyge og andre. Deres Vej førte dem ofte ind i Huse, hvor Koleraen havde opslaaet sit Arnested. Selv ude i det frie var Luften kvalm, og naar de saa ad de snævre, stejle Bagtrapper vare naaede, hvorhen de skulde, og lukkede Dørene op, var det, som strømmede Koleraen dem i Møde fra det kvalme Rum. Men uden at lade sig skræmme, traadte de ind, talte de lidende til Rette i deres Gru og Modløshed og søgte at vende deres Hu og Tanke opad. Og det, at de saa­ ledes med Livets Ord og gode Gaver i det timelige traadte ind til dem, som følte sig ene og forladte, hævede Modet hos mange forsagte Stakler. Den Rædsel, der, naar det var blevet *) Iler er der en Unøjagtighed, Fru W. havde tre Stifdøtre, som hun elskede med en sand moderlig Kærlighed og sendte bort fra Hjemmet, da hun beredte sig til at følge Kaldet fra Gud med at bringe Hjælp og Trøst til de fattige.

vitterligt, at der var udbrudt Kolera, trængte ind blandt den i de fattiges Huse sammenstuvede Befolkning, lader sig ikke be­ skrive. Men naar de da saa, at der var dem, som istedenfor at sky dem uopfordret traadte dem nær forat opmuntre og styrke dem, hjalp allerede dette utroligt til at oplive Modet, og de forstode, at de vare ikke forladte af Gud, siden endog- saa Menneskene vilde træde dem nær og tage sig af dem. Be­ retningen 1852—53 fortæller da ogsaa flere rørende Træk, der staa som Vidnesbyrd om den fattiges Hensynsfuldhed lige- overfor dem, der tage sig af ham. En fattig Haandværker, som i flere Aar havde nydt Foreningens Understøttelse, skrev til Forstanderinden for at underrette hende om, at der var ud­ brudt Kolera i Huset, hvor han boede, hvad han ansaa for sin Fligt at melde hende, forat hun ikke som sædvanligt skulde komme derhen. Da hun alligevel kom nogle Timer derefter, blev hun modtaget af et Overraskelses- og Glædes-Udbrud, som ikke lader sig beskrive. Der var andre Steder, hvor et af Børnene var stillet uden for Døren, forat advare hende. Det var imidlertid dog ikke særdeles mange af Foreningens fattige, der hleve Oflre for Koleraen, kun 6 af de 25, som i det Aar afgik ved Døden. Imidlertid var Bevidstheden om, at Plejeforeningen burde begrænse sig til Udøvelsen af Sygeplejegerningen, for inden for denne Grænse ret at kunne udfolde en omfattende og velsignet Virksomhed trængt igennem, og man ser som en Følge deraf, i hvilken forbausende Grad Antallet af de syge, som den hvert Aar tager sig af, vokser; i Regnskabsaaret 18G2 steg det endogsaa til GIO (blandt hvilke 330 Barselkoner), saa Spørgs- maalet maatte sættes under Overvejelse, om det ikke var rigtigst at indskrænke Antallet noget, for saaledes at sættes istand til i det enkelte Tilfælde at yde en tilstrækkelig Pleje.

Man begyndte ogsaa at ymte om, at man mulig anvendte for meget af Foreningens Midler til Barselkonernes Forplejning. Dog dertil blev der svaret, at Lægerne just anbefalede, at man særlig tog sig af dem, da megen Svækkelse og langvarig Syge­ lighed blev forebygget, ved at Barselkoner ikke for tidlig nødtes til at staa op og begynde paa anstrængende Arbejde, ligesom ogsaa denne Forplejning var af stor Betydning for de spæde Børns Udvikling og Sundhed. Fra nu af fik Lægerne en stedse stigende Indflydelse paa Foreningens Gerning i det udvortes, da man indsaa, hvor nødvendigt det var, at denne blev ledet ifølge Samraad med dem, og i det hele er det vel værd at lægge Mærke til, med hvilken Følelse af Taknemlighed og Til­ lid man i den fattige Befolkning saa op til Lægestanden paa Grund af dens opoffrende og uegennyttige Omhu for Smaa- folks Vel. Som en Følge af denne successive Forandring i For­ eningens Virkeomfang bleve ogsaa Indtægter, der tidligere uden videre vare indflydte i Foreningens Kasse, skilte fra den, hvad der navnlig gælder de store Gaver til Brændselshjælp (især fra det Classenske Fideikomis og Etatsraadinde Broberg), der bleve holdte ude fra det egenlige Regnskab, men alligevel med den samme Omhu som tidligere uddelte af samtlige For­ eningens Damer. Ogsaa Spørgsmaalet om den paagældendes Værdighed fik fra nu af en noget forskellig Besvarelse. En nødlidende syg vil dog kun sjældent kunne anses som aldeles uværdig til at hjælpes, og i ethvert Tilfælde kan Mandens Uværdighed ikke være nogen Hindring, for at man tager sig af hans syge Hustru, der just ved ham er nedstødt i Elendighed, eller omvendt. En anden Sag er det naturligvis, hvor man optager en hel

Familie til stadig Forplejning, i saa Fald maa man ganske anderledes se sig for. Endnu havde Foreningen alligevel mange af sine gamle Pensionister, som man ikke kunde støde fra sig. Ja der kom stadig ny til, ti mange ulykkelige gigtsvage, brystsyge eller kræftlidende kunde efter engang at være optagne først slippes, naar de gennem Døden bleve udfriede fra deres Lidelser. Der havdes ogsaa Eksempler paa, at hele Familier hovedsagelig blevc underholdte af Foreningen, medens Forsørgeren laa paa Sygelejet. Og saa fandt den da ogsaa fremdeles mellem sine fattige kære Venner, navnlig gamle Piger eller Enker, der i sand Kristentro taalmodig har deres tunge Lod i Livet, ja end- ogsaa kunde bevare en stille Glæde, og om hvem Damerne maatte bekende, at de ligeoverfor dem modtoge mere end de gave. Naturligvis gjorde man ogsaa nu og da nedtrykkende Erfaringer, havde Beviser paa Utaalmodighed, Utaknemlighed, og trodsig Vantro; men, føje Beretningerne til, de smukke Træk vare dog altid de overvejende. Det Afsnit af Plejeforeningens Historie, som vi her have for os, er ogsaa mærkeligt ved den Ordning af de indre For­ hold, som finder sit Udtryk i Tilføjelsen af tre ny Paragrafer i Statuterne. Den ene, der omhandler den indre Forretnings­ orden blandt Damerne, er senere gaaet ud, hvorfor jeg ikke vil omtale den. De andre to har man derimod beholdt, at de Damer, som attraa at være virkende Medlemmer, maa lade sig indmelde ved et Møde og blive optagne Fireugersdagen (senere forandret til Ugesdagen) derefter ved almindelig Af­ stemning, og at en Dame, som et helt Aar har været horte, hvis hun atter ønsker at indtræde, skal behandles som et al­ deles nyt Medlem. Der maa da have været en Trang til at vedtage saadanne Bestemmelser, og den har vel nærmest ligget

i det Opsving, som denne Gerning havde taget blandt Hoved­ stadens Damer (Antallet har imidlertid aldrig været mere end nogle og tredive). Mange, der glædede sig ved et lykkeligt Hjem, følte en Trang til med deres Lykke at træde de betrængte nær, andre, der havde prøvet Livets Sorger, følte en Trøst ved at trøste og husvale andre, og Beretningerne skildre os Glæden ved at træde Sygelejet nær og ved med milde Ord og kristelig Læsning at trøste og styrke de lidende; men de tale ogsaa om de Vanskeligheder, som Gerningen indeslutter, der kun kan røgtes af en erfaren Kvinde, der ved at gøre Skel mellem den ærlige Bekendelse og en hyklerisk Ordstrøm, hvorfor ogsaa ganske unge Piger advares mod at melde sig til en Gerning, som de endnu ikke aandelig ere voksne. I Aaret 1859 havde Foreningen den Sorg at miste sin Overbestyrerinde, Overhofmesterinde Rosenørn. Selv efterat hun ikke længere hørte til de virkende Damer i egenligste Forstand, var hendes praktiske Sands til stor Gavn for For­ eningen, som hun ved Møderne gave mange fortræffelige Vink, ligesom ogsaa Forstanderinderne i Tvivlsfald tyede til hende. Tillige var hun et Mellemled imellem Foreningen og Dron­ ningen, der vedvarende med den inderligste Velvillie omsluttede den. Da Overhofmesterinden var død den 22de April, opstod det Ønske hos hendes Majestæt, for Fremtiden som Forenin­ gens Protektrice at træde i et nøjere personligt Forhold til den, saaledes at Aarsmøderne saavidt muligt afholdtes under hendes Forsæde, og Forstanderinden hver Maaned havde Fore­ træde hos hende for med hende at afhandle Foreningens Anliggender. Samtidig indtraadte hendes Kammerfrøken, D. Rosen, der i nogle Aar hindret af sine Forretninger havde været nødt til at udtræde af Selskabet, atter blandt dets vir­ kende Medlemmer og overtog Revisionen af de maanedlige

Regnskaber, hvortil liendes praktiske Talent gjorde hende saa vel skikket. Til Slutningen maa jeg kortelig omtale Foreningens Penge­ sager i dette Tidsrum fra 1853—1863. Dels ved Basaren i Decbr. 1851, dels ved en bedre Indretning af Udsalget syntes Arbejdskomiteen at være kommet ud af sine stadige Penge- forlegenheder, og jeg kan af Regnskaberne ikke opdage, at den senere skulde have behøvet Tilskud fra Foreningens Kasse. Derimod synes den altmere at tabe sin Betydning som et Led i Plejeforeningens Virksomhed, livad jo ogsaa er en Følge af den Forandring, der efterhaanden var foregaaet med samme, og saaledes fremgaar det af Regnskabet for 1861—62, at den i Aarets Løb kun havde beskæftiget 14 Spindersker og 43 Strikkersker. Derimod begyndte man at frygte for selve For­ eningens Pengesager, ikke fordi Indtægterne mindskedes, de stege tvertimod Aar for Aar, navnlig hvad de faste Bidrag angik, der i Aaret 1862 vare naaede til 1188 Rdl. Men saa vare ogsaa Udgifterne stegne i en Grad, der overskred Ind­ tægternes Stigen. 1 Decbr. 1855 fik man da atter en Basar afholdt, hvis Indtægt beløb sig til 1917 Rdl. 33 Sk.; uden Til­ skyndelse fra Foreningens Side tilflød den paatagne Gange Overskudene af Aftenunderholdninger ved Dillettanter, ialt 127 Rdl. 42 Sk., og endelig afholdt man 6—10 Marts 1862 en Ba­ sar, som gav en ren Indtægt af 4003 Rdl. 22 Sk., saa at man ikke alene fik en anselig Kassebeholdning, men ogsaa kunde be­ gynde at danne et Reservefond. Paa den Tid var det ogsaa, at Plejeforeningen i Aug. 1859 fik Underretning om, at den første Legatkapital, som dog først senere efter Testators Søsters Død vilde komme den tilgode, var skænket den ifølge Testa­ mente af Vexellerer W. M. Goldschmidt.

Et nyt Afsnit i Foreningens Historie begynder med Frk. M. Meinerts Valg til Forstanderinde og staar vistnok i For­ bindelse med Ilds. Maj. Enkedronningens Overtagelse af Pro­ tektoratet for samme allerede nogle Aar tidligere; ti derved, at den høje Dame, som Foreningen i egenligste Forstand skyldte sin Tilværelse, var traadt den nærmere, var der kom­ met ligesom et nyt Sving over hele Gerningen, saa at Ønsket om at udvide Virksomheden ogsaa med hver Dag blev mere levende blandt Medlemmerne, og i det hele kan Betydningen af den elskelige Enkedronnings levende Deltagelse i alt hvad der angik den paa hendes Foranstaltning stiftede Forenings Virksomhed ikke sættes højt nok. Fru Warming havde efter i 10 Aar at have styret For­ eningens Anliggender med Dygtighed og med Opolfrelse af Tid og Kraft paa Grund af Sygdom set sig nødsaget til i Februar 1863 at overgive Styrelsen til Viceforstanderinden, Frk. Meinert, som ved Aarsmødet den Gte Oktbr. f. A. blev udvalgt til For­ standerinde, efterat hun i mange Aar som Selskabets Kasserer havde lagt sin Udholdenhed og sjældne praktiske Dygtighed for Dagen. Men naar vi i det følgende ville faa at se, hvorledes under hendes Styrelse Foreningens udvortes Anliggender bleve førte ind i hvad vi vel tør kalde det rette Spor, maa vi aldrig glemme, at hvad hun udrettede for Plejeforeningen, det gjorde hun alt efter Samraad med samtlige dens virkende Kræfter. Det var det skønne Samdrægtigheds Forhold imellem dem, som ene mægtede at hære deres fælles Gerning, og hvad der kom frem som nyt var kun en videre Udvikling af Formaalet paa Grundlaget af hvad der levende var tilstede i alles Bevidsthed. Dette, at det var en Sygeplejegerning, som man havde at ud