591167820

Smaafolk i det timelige og samtidig søgte at indvirke oplivende paa deres religiøse og sædelige Følelse. At man først og fremmest havde at tage sig af de syge, ligesom man ogsaa derved blev sat istand til at udvide sin Virksomhed til saamange flere, opgik imidlertid efterhaanden for Foreningen. Saaledes hedder det i Beretningen for 1851 —52: »Af disse (nemlig de i Aarets Løb optagne) er ad­ skilliges Befindende nu saaledes, at de om kortere eller længere Tid ville kunne undvære Foreningens Bistand, og det er saa meget mere nødvendigt at unddrage de karske samme, som daglig ny syge begære Optagelse. Det er dog ofte ingen let Sag at afskedige de engang optagne eller at gøre dem be­ gribeligt, at Understøttelsen maa ophøre med den Anledning, som fremkaldte den, de ville saa gærne anse den midlertidige Hjælp som en vedvarende. Men vort Selskab er ingen Forsorgs-, men en Plejeforening. Dog, tilføjes der, er der blandt de af Plejeforeningen understøttede nogle, hvem vi saa at sige maa anse som stabile, og som vi ikke kunne forlade, fordi de ikke kunne undvære os. Denne Klasse bestaar mest af gamle ugifte Piger og Enker, som oftest af en sygelig Legemskonstitution, eller hvem en ulægelig Svaghed, forenet med de fremrykkede Aar, har gjort uskikkede til at varetage deres Dont i Livet. Ilos dem kan en lille regelmæssig Under­ støttelse række meget langt. Damernes ugenlige Besøg ere dem til Trøst og Opmuntring, og mangen Gang bliver der Lejlighed til at afhjælpe en eller anden øjeblikkelig Bekymring. Uden denne Hjælp vilde de kastes over paa Fattigvæsenet, og vi kunne saameget mindre forlade dem, som Helbredsstanden gerne er vaklende, og de egenlig aldrig ere raske.« Ogsaa maa der erindres, at den Hjælp, der ydes Rekon­ valescenter, ofte i egenligste Forstand er at betragte som Syge