591167820

Det er Plejeforeningens Idyl gennem dens Ungdomsliv, der saaledes i de første Aar af dens Tilværelse træder frem for os. Men Menneskelivet er intet Idyl, og det gælder da navnlig de fattiges Liv. Saa se vi da ogsaa her, at man tidt og ofte kom under Vejr med, at Virkeligheden svarede ikke til Ideen; man traf ikke alene Utaknemlighed, den følger jo altid her i Verden med Velgerningerne; selv om den ene har Hjærte til at give, har den anden derfor ikke altid Hjærte til at modtage, saa man kræver som en Ret, hvad man med Tak skulde tage som en Gave. Saa traf man fremdeles ofte Stivsind, de fattige have som oftest kun en snever Synskreds, og de forstode sjældent hvad der blev talt til dem, forat bevæge dem til at sende deres Rørn i Asyler eller i Skole (dengang blev Skolepligten ikke saa strængt overholdt); ja man traf oftere helt uværdige Familier, som man havde ladet sig narre til at optage, men som man nødtes til at skille sig af med, fordi de ikke passede ind i hele den Stilling, som Pleje­ foreningen havde indtaget ligeoverfor den fattige Befolkning. Man havde i den Tid blandt de fattige Familier, som man tog sig af, nogle, der under Sygdom, navnlig Forsørgerens, vare optagne til midlertidig Understøttelse, andre, som vare fast optagne, saaledes at de, om de endog i nogen Tid kunde være Hjælpen foruden, dog igen, naar navnlig om Vinteren Arbejdet hørte op, eller Fortjenesten blev ringe, atter meldte sig, og blandt disse udviklede sig i Tidens Løb en fast Stok af gamle og svagelige Pensionister, af hvilke mange igennem en lang Række af Aar nøde godt af Foreningen. Men at der i hele dette Forhold laa en Fare, en Fare for Foreningen, som derved blev hemmet i den fri Udfoldelse af sin Virksomhed, og navnlig en Fare for de fattige selv, der saaledes kom ind under et Formynderskab, der sløvede dem og hindrede deres